Skitur på Caritas Day

Onsdag d. 27. januar fejrer universitetet Caritas Day, og i den anledning får alle elever fri. Denne dag havde Athletics & Recreation afdelingen arrangeret en skitur, som man kunne tage med på. Her skulle jeg selvfølgelig med - har godt nok aldrig stået på ski før, men det ville da ikke være første gang jeg kastede mig ud i noget fuldstændig nyt, haha:P

Først lidt baggrundshistorie:)
På et eller andet tidspunkt brændte en stor del af universitet ned - specielt residences, hvor de studerende bor. Dengang var folkene i nabolaget så venlige at tage de studerende til sig og lade dem bo i deres hjem, og penge og materialer til genopbygning. For at vise deres taknemmelighed skabte nonnerne, der grundlagde universitetet (har jeg fortalt om det?), Caritas Day, hvor de studerende får fri fra skole for at tage ud i nabolaget og lave frivilligt arbejde.

Nogle studerende vælger dog at lave lektier eller tage med på skitur til Martock skiområdet, der ligger cirka en time fra Halifax.
Ved at tage med som en stor gruppe sparer man også en hel masse penge. Min billet kostede $40 (200 kr), og for det fik jeg transporten (to lejede busser), ski-, støvle- og hjelmleje, liftpas og en lektion (der kunne vare lige så længe man ville:P). Så det var jo en rigtig god handel:)

Til skituren skulle man bruge skibukser. Sådan nogen havde jeg jo logisk nok ikke. Her var jeg dog så heldig, at én af mine naboer, Danielle (som jeg fortalte om i forrige indlæg), har en bil og tilbød at køre mig til Value Village - en genbrugsbutik i Bayer's Lake, lidt udenfor Halifax. Mandag eftermiddag mødte vi så efter vores undervisning, spiste en hurtigt aftensmad og tog af sted. Det tog ingen tid at komme derhen i bil, og selvom butikken havde flyttet sig og udvidet siden Danielle var der sidst, kunne vi sagtens finde det. Og nøj, hvor blev vi overraskede, da vi kom ind! Den var jo gigantisk! Butikken var én stor hal, men række på række på række med tøj, sko, møbler, tingeltangel og bøger! Jeg tror den var 30 x 40 meter i alt. Der var oven i købet en afdeling til skitøj - selvfølgelig, det er jo Canada. Derfor tog det os ikke ret lang tid at finde nogle skibukser, som jeg så prøvede og købte. Så jeg fik skibukser for kun $10!:) (At jeg så valgte at bruge yderligere $20 på bøger er så en anden ting:P).

Value Village - den største genbrugsforretning jeg nogensinde har været i

Så onsdag morgen stod jeg op klokken 8, klædte mig godt på - det vil sige: skiundertøj, løbebukser, T-shirt, fleecetrøje, halstørklæde, hue, vanter og jakke - spiste morgenmad (dog med mindre tøj på, haha), og stod så klar i Rosaria Student Center kl. 9. Her fik jeg hjælp til at udfylde alle mine formularer - skulle selvfølgelig skrive under på at jeg ikke ville sagsøge hverken skolen eller Martock skistedet, hvis jeg brækkede benene;)
Derefter skulle alle folk se en informationsvideo, og kl. 10 sad vi i busserne, klar til at køre. Der var 70 mennesker, der skulle af sted - 57 studerende og 10 eller deromkring 'chaperones' - folk fra Fitness centeret og Internationalt Center, som skulle passe på os og sørge for at alle kom med og sådan.

Selve køreturen tog cirka en time. Her kørte vi på motorvej gennem det (må jeg nok indrømme) mest deprimerende landskab. Der var bare halvsmeltet brun sne og visne træer over det hele. Folk herovre har den samme tendens som amerikanerne til at bygge deres huse af farvet tre, men de var også meget glade for afblegede, umalede stakitter, hvilket jeg fandt lidt mystisk. På et tidspunkt kørte vi forbi en frossen sø, hvor der sad et par isfiskere:)

Kl. 11 ankom vi til Martock Ski Resort (der ligger i byen Martock, haha). Her skulle vi så stå i kø for at få vores udstyr. Først hjelmen og så støvlerne. De tog heldigvis europæiske størrelser, hvilket jeg var lettet over - jeg føler mig så dum, når folk spørger hvilken skostørrelse jeg har og jeg ikke kan sige andet end "I don't know."
Skistøvler er godt nok noget tungt og klodset stads! Det var jo næsten umuligt at gå og at bøje fødderne eller noget som helst (hvilket jo nok også var meningen). Da jeg var fuldt påklædt fik jeg udleveret mine ski, og så kunne jeg gå ud og slutte mig til den voksende gruppe af nybegyndere.

Martock Ski Resort - mange sagde at det var nogle små bakker, men jeg synes nu at de fire 'store' bakker var temmelig store. 

 Da vi var en 10-12 stykker, kunne lektionen begynde. Vi startede med det helt basale - sådan tager du skiene på. Så skulle vi øve os i at køre lidt rundt på den flade sne, hvor det lykkedes mig (fordi jeg stod på begyndelsen af en bakke) at komme til at løbe lidt løbsk, og jeg greb mig selv i at udbryde først: "Hjælp!" så "Help!" så "Fuck, fuck, fuck!" Heldigvis var der én, der greb fat i min jakke og reddede mig, inden jeg var lige ved at køre en anden ned. Pinligt, pinligt.
Heldigvis var jeg dog langt fra den eneste, der havde problemer, hvilket hjalp gevaldigt på mit sårede ego.

Efter at vi havde brugt en time på at øve os i at bevæge os og bremse op, på verdens mindste bakke, med verdens mest tålmodige skiinstruktør (som dog også havde verdens største grin på det meste af tiden), blev vi ført over på den næstmindste bakke - The Bunny Hill (kaninbakken). Her skulle vi køre ned side og side og så bremse, når instruktøren sagde til. Det var ret svært, haha, og her faldt jeg første gang. Nej, jeg faldt ikke bare; jeg wobblede tre meter, satte mig på røven, gled ned på ryggen med skiene foran mig, mens jeg desperat gravede i sneen for at stoppe mig selv og måske råbte en lille smule, haha. Så meget for den stolthed...

Instruktøren gennemløber banen, mens folk kigger nervæst på. Som I kan se, var det ikke såå stejlt.

Efter dét, gik det dog faktisk okay. Èn af instruktørerne - en ung kvinde ved navn Laura - sagde til mig at jeg skulle forestille mig at jeg havde en bold mellem benene, så resten af tiden messede jeg konstant "I got a ball between my legs, I got a ball between my legs..." Det hjalp faktisk ret meget, og efter det, synes jeg faktisk selv jeg blev helt god til at køre og stoppe.

Så skulle vi til at dreje. Jeg ved godt at det her lyder som barnemad for de af mine læsere, der tit står på ski, så jeg vælger lige at minde jer om at jeg kun har stået på ski én gang før i hele mit liv, og det var én eftermiddag, da jeg var 12, på børster...
Da vi begyndte at få tag på den med at dreje (efter endnu et styrt fra min side - men jeg var ikke den eneste!), satte instruktørerne nogle børster op, som vi skulle køre slalom udenom. Det var faktisk meget nemmere, da jeg selv kunne bestemme farten og nogenlunde retningen. Så gik det helt okay.
Det meste af tiden på begynderbakken var jeg sammen med en flok kinesiske internationale studerende (dem er der rigtig mange af på min skole). De havde heller aldrig stået på ski før - det kan man jo også kun i Nordkina. Der var også nogle andre nybegynder internationale, og vi kom efterhånden til at kende hinanden lidt - brokkede os over instrukserne, kom med opmuntringer, når folk faldt, gav plads til hinanden på bakken. Det var nu meget hyggeligt.

En klump nybegyndere øver sig i at bevæge sig med ski på.

Hvor ser jeg professionel ud!:P

Hvis folk gjorde det godt nok, når de kørte igennem banen, blev de godkendt til at gå videre til den næste bakke, der var halvvejs oppe ad den store bakke, men på et sted, der ikke var nær så stejlt. Jeg blev godkendt, men følte ikke at jeg overhovedet havde lyst til at komme videre, så i stedet gik jeg til frokost. Efer frokost kunne vi bare lege lidt på den lille bakke - det var næsten det sjoveste, for nu kunne vi bare køre som vi ville og øve os i ro og mag.

Omkring kl. 14 kom instruktørerne ud igen, og da jeg havde kørt gennem banen rigtig godt to gange, fik jeg et high-five af den ene af instruktørerne, en munter kvinde ved navn Joanna, der var meget imponeret over hvor god jeg var blevet så hurtigt (men det siger hun garanteret til alle, haha:P). Så blev jeg godkendt igen til at komme videre, og nu tænkte jeg at det kunne da godt være at det var noget.

Om halvvejsbakken vælger jeg så ikke at sige andet end at den var alt alt for stejl for mig. Eller rettere - nu var jeg lige blevet beruset af sejrfølelse og selvsikkerhed, og den her bakke var slet ikke god for mit ego. Såååå... jeg tog tilbage til den lille bakke, da jeg endelig kom ned. Her havde jeg det til gengæld sjovt i yderligere en time. Nu var jeg jo den bedste på bakken, og selvom de andre var overraskede over at jeg var kommet tilbage, kunne de sagtens forstå det, og mit ego var reddet.

Kl. 15.45 havde jeg fået nok af ski for denne gang. jeg tørstig og svedig, og min røv, mine lår og mine knæ var helt færdige - åh, jeg kommer sådan til at mærke straffen i morgen! At stå på ski er jo som at tilbringe 5 timer i en konstant squat-position! Og jeg har oven i købet en yoga-timen i morgenaften. Av. av. av...
Så jeg købte en cola og sad og gruede for morgenens pinsler.

Kl. 16.30 begyndte vi at stå på bussen, og efter en halv times panik og mistede nøgler, bukser og studerende, kunne vi køre tilbage til universitetet, hvor jeg gik direkte til kantinen og en omgang suppe, mad og dessert (for jeg synes ligesom jeg havde motioneret nok til at fortjene det.P)

Så det var den skitur. Det var da ganske okay sjovt, selvom jeg måske ikke vil sige det i morgen. Det er nu nok ikke noget jeg vil gøre igen lige foreløbig, men nu kan jeg i det mindste sige at jeg at prøvet det - og det er jo ofte grunden til at vi gør så mange skøre ting;)

Wuhu - skiselfie!:D