Det her er min blog, hvor jeg (forhåbentligt jævnligt) vil opdatere familie og venner om hvordan jeg går og har det de næste fire måneder.
Årsagen er, at jeg skal på udveksling til næste semester. Nærmere bestemt til Mount Saint Vincent University, der ligger i byen Halifax, i provinsen Nova Scotia, i landet Canada!
Først tænkte jeg, at det ville være godt med et indlæg, der forklarer hvor, hvornår, hvorfor og hvordan.
'Hvor' har jeg nu taget mig af. 'Hvornår' er også ganske simpel - jeg flyver lørdag d. 2. januar og mit semester er færdig omkring d. 23. april, så jeg regner med at komme igen omkring starten af maj 2016.
Så kommer vi til 'hvorfor.' Nu er det jo sådan at jeg er i gang med en bachelor i Engelsk på Aarhus Universitet, og når man studerer engelsk er det også gerne rigtig godt at være rigtig god til engelsk og vide en masse om kulturen og den slags i engelsktalende lande. Derfor har alle engelskstuderende mulighed for at tage på udveksling hos ét af Aarhus Universitets mange aftaleuniversiteter, og der er gjort plads i skemaet på 4. semester. Så er der rigtig mange studerende, blandt andet mig og to af mine veninder, der vælger at tage ét semester i udlandet.
Reglerne er, at man skal kunne bevise at de fag man tager i udlandet kompenserer for de fag, man skulle have haft i Danmark, sådan at udlandsopholdet ikke bliver 'studieforlængende,' ellers bliver Fremdriftsreformen sur og man får et smæk over de finansielle fingre.
På fjerde semester på engelskstudiet skal vi have to valgfag, så her kan vi sådan set selv vælge hvilke fag vi ville tage som kompensation, så længe de er mindst 5-10 ECTS point (man skal have 30 i alt hvert semester).
Nå, men nok om det tekniske. Udvekslingen var faktisk én af grundende til at jeg overhovedet valgte engelskstudiet i første omgang. Da jeg sad der i januar for snart to år siden og skulle bestemme mig, var det, der fyldte mine tanker mest, at jeg netop var kommet hjem fra mit halve år i Kina. Dét havde været en af de mest livsforandrende oplevelser jeg nogensinde har haft, og jeg kunne ikke tænke andet end at Danmark simpelthen var blevet for småt for mig - jeg måtte 'derud' igen. Så da lejligheden bød sig bed jeg selvfølgelig på.
Der fulgte en laaaaaaang process med udvælgelser, ansøgninger, afsøgninger af hjemmesider, møder, mails og en masse andet urimeligt besværligt halløj, som jeg ikke vil kede jeg unødigt med. Det korte af det lange er at det endte med at jeg skal til Canada. England havde været min første prioritet - var ikke lige helt klar til at skulle om på den anden side af jorden igen (plus: mor havde sagt at jeg ikke måtte, haha), men Canada blev det altså. Og de er da også en lille smule britiske:)
Den by jeg skal bo i hedder Halifax, og foruden at være Nordamerikas største hvalfangerhavn (bvadr!) skulle den i øvrigt være rigtig dejlig. Men også kold. Kold. kold. kold. Gennemsnitstemperaturen i januar ligger på omkring 0 grader om dagen og -10 grader om natten - og så blæser det, og sneer! Har allerede nu besluttet mig for at det første jeg skal derovre er at jeg skal ud og købe mig nogle rigtig gode støvler og en god hue.
Universitetet, som jeg skal gå på, har dormitories (lejligheder på universitetsgrunden, hvor studerende kan bo). Her har jeg fået et værelse i deres 'Birches,' som er nogle små huse med 24 værelser, fællesrum og delte toiletter og bad. Værelserne er cirka 9 - 12 kvadratmeter store, og selvom det jo ikke er meget, så har jeg altså boet i en et-værelses lejlighed de sidste 1,5 år, så det går også nok:) Jeg kan specielt godt lide, at der er så få mennesker om én bygning - på den måde øges chancen gevaldigt for at jeg får snakket med nogle af dem:P
 |
| Luftfoto af Mount Saint Vincent University |
 |
| Birches er de små, grønne huse. |
 |
| Gulvplan over værelser i Birches. Som I kan se er der karbad:) |
I skrivende stund er der lidt under en uge til jeg rejser, og jeg er så småt begyndt rigtigt at glæde mig, på trods af eksaminer, der lige skal ryddes af vejen først. Det meste af bøvlet er overstået nu. Har købt en flybillet (mange penge!:O), har betalt for min lejlighed og madordning (ENDNU FLERE PENGE!), er blevet tildelt AUs Rejselegat (penge den anden vej, juhu!). Mine fag er blevet godkendt (foreløbigt i hvert fald, men det vælger jeg bevidst ikke at bekymre mig om). Nu mangler pakningen. Ih guder, når jeg tænker på hvor meget bøvl jeg havde med dette, da jeg skulle til Kina, og dér havde jeg i det mindste fjorten dage. Nu har jeg mindre end en uge, og indtil videre består alle mine pakketiltag i at putte alt mit tøj i en bunke oven på min åbne kuffert, der nu fylder en meget stor del af mit lille gulv. Hvordan pokker skal jeg dog få plads til alle de bøger, jeg gerne vil have med?:(
Er så småt begyndt at mærke den der bittersøde følelse, jeg også havde inden jeg skulle til Kina. Følelsen af at alle ting omkring mig er kortlivede, at de ikke varer evigt, at jeg snart skal skilles fra dem i laaang tid.... 'Det her er en god gryde. Suk. Den kommer jeg heller ikke til at bruge igen lige foreløbig...' Det er trist. Kan mærke at jeg kommer til at savne mit hjem, min familie, min kæreste og mine venner. Men også lidt rart, bare en lille smule, for om fire måneder får jeg lov til at komme hjem til alt det her igen, og virkelig værdsætte det, mere end jeg gør normalt. Man er jo nødt til at tage væk for at opdage hvor godt man har det derhjemme.
I mit næste indlæg vil jeg fortælle om rejsen og om ankomsten til the Mount, som de siger derovre. Til vi ses igen:)
