Skitur på Caritas Day

Onsdag d. 27. januar fejrer universitetet Caritas Day, og i den anledning får alle elever fri. Denne dag havde Athletics & Recreation afdelingen arrangeret en skitur, som man kunne tage med på. Her skulle jeg selvfølgelig med - har godt nok aldrig stået på ski før, men det ville da ikke være første gang jeg kastede mig ud i noget fuldstændig nyt, haha:P

Først lidt baggrundshistorie:)
På et eller andet tidspunkt brændte en stor del af universitet ned - specielt residences, hvor de studerende bor. Dengang var folkene i nabolaget så venlige at tage de studerende til sig og lade dem bo i deres hjem, og penge og materialer til genopbygning. For at vise deres taknemmelighed skabte nonnerne, der grundlagde universitetet (har jeg fortalt om det?), Caritas Day, hvor de studerende får fri fra skole for at tage ud i nabolaget og lave frivilligt arbejde.

Nogle studerende vælger dog at lave lektier eller tage med på skitur til Martock skiområdet, der ligger cirka en time fra Halifax.
Ved at tage med som en stor gruppe sparer man også en hel masse penge. Min billet kostede $40 (200 kr), og for det fik jeg transporten (to lejede busser), ski-, støvle- og hjelmleje, liftpas og en lektion (der kunne vare lige så længe man ville:P). Så det var jo en rigtig god handel:)

Til skituren skulle man bruge skibukser. Sådan nogen havde jeg jo logisk nok ikke. Her var jeg dog så heldig, at én af mine naboer, Danielle (som jeg fortalte om i forrige indlæg), har en bil og tilbød at køre mig til Value Village - en genbrugsbutik i Bayer's Lake, lidt udenfor Halifax. Mandag eftermiddag mødte vi så efter vores undervisning, spiste en hurtigt aftensmad og tog af sted. Det tog ingen tid at komme derhen i bil, og selvom butikken havde flyttet sig og udvidet siden Danielle var der sidst, kunne vi sagtens finde det. Og nøj, hvor blev vi overraskede, da vi kom ind! Den var jo gigantisk! Butikken var én stor hal, men række på række på række med tøj, sko, møbler, tingeltangel og bøger! Jeg tror den var 30 x 40 meter i alt. Der var oven i købet en afdeling til skitøj - selvfølgelig, det er jo Canada. Derfor tog det os ikke ret lang tid at finde nogle skibukser, som jeg så prøvede og købte. Så jeg fik skibukser for kun $10!:) (At jeg så valgte at bruge yderligere $20 på bøger er så en anden ting:P).

Value Village - den største genbrugsforretning jeg nogensinde har været i

Så onsdag morgen stod jeg op klokken 8, klædte mig godt på - det vil sige: skiundertøj, løbebukser, T-shirt, fleecetrøje, halstørklæde, hue, vanter og jakke - spiste morgenmad (dog med mindre tøj på, haha), og stod så klar i Rosaria Student Center kl. 9. Her fik jeg hjælp til at udfylde alle mine formularer - skulle selvfølgelig skrive under på at jeg ikke ville sagsøge hverken skolen eller Martock skistedet, hvis jeg brækkede benene;)
Derefter skulle alle folk se en informationsvideo, og kl. 10 sad vi i busserne, klar til at køre. Der var 70 mennesker, der skulle af sted - 57 studerende og 10 eller deromkring 'chaperones' - folk fra Fitness centeret og Internationalt Center, som skulle passe på os og sørge for at alle kom med og sådan.

Selve køreturen tog cirka en time. Her kørte vi på motorvej gennem det (må jeg nok indrømme) mest deprimerende landskab. Der var bare halvsmeltet brun sne og visne træer over det hele. Folk herovre har den samme tendens som amerikanerne til at bygge deres huse af farvet tre, men de var også meget glade for afblegede, umalede stakitter, hvilket jeg fandt lidt mystisk. På et tidspunkt kørte vi forbi en frossen sø, hvor der sad et par isfiskere:)

Kl. 11 ankom vi til Martock Ski Resort (der ligger i byen Martock, haha). Her skulle vi så stå i kø for at få vores udstyr. Først hjelmen og så støvlerne. De tog heldigvis europæiske størrelser, hvilket jeg var lettet over - jeg føler mig så dum, når folk spørger hvilken skostørrelse jeg har og jeg ikke kan sige andet end "I don't know."
Skistøvler er godt nok noget tungt og klodset stads! Det var jo næsten umuligt at gå og at bøje fødderne eller noget som helst (hvilket jo nok også var meningen). Da jeg var fuldt påklædt fik jeg udleveret mine ski, og så kunne jeg gå ud og slutte mig til den voksende gruppe af nybegyndere.

Martock Ski Resort - mange sagde at det var nogle små bakker, men jeg synes nu at de fire 'store' bakker var temmelig store. 

 Da vi var en 10-12 stykker, kunne lektionen begynde. Vi startede med det helt basale - sådan tager du skiene på. Så skulle vi øve os i at køre lidt rundt på den flade sne, hvor det lykkedes mig (fordi jeg stod på begyndelsen af en bakke) at komme til at løbe lidt løbsk, og jeg greb mig selv i at udbryde først: "Hjælp!" så "Help!" så "Fuck, fuck, fuck!" Heldigvis var der én, der greb fat i min jakke og reddede mig, inden jeg var lige ved at køre en anden ned. Pinligt, pinligt.
Heldigvis var jeg dog langt fra den eneste, der havde problemer, hvilket hjalp gevaldigt på mit sårede ego.

Efter at vi havde brugt en time på at øve os i at bevæge os og bremse op, på verdens mindste bakke, med verdens mest tålmodige skiinstruktør (som dog også havde verdens største grin på det meste af tiden), blev vi ført over på den næstmindste bakke - The Bunny Hill (kaninbakken). Her skulle vi køre ned side og side og så bremse, når instruktøren sagde til. Det var ret svært, haha, og her faldt jeg første gang. Nej, jeg faldt ikke bare; jeg wobblede tre meter, satte mig på røven, gled ned på ryggen med skiene foran mig, mens jeg desperat gravede i sneen for at stoppe mig selv og måske råbte en lille smule, haha. Så meget for den stolthed...

Instruktøren gennemløber banen, mens folk kigger nervæst på. Som I kan se, var det ikke såå stejlt.

Efter dét, gik det dog faktisk okay. Èn af instruktørerne - en ung kvinde ved navn Laura - sagde til mig at jeg skulle forestille mig at jeg havde en bold mellem benene, så resten af tiden messede jeg konstant "I got a ball between my legs, I got a ball between my legs..." Det hjalp faktisk ret meget, og efter det, synes jeg faktisk selv jeg blev helt god til at køre og stoppe.

Så skulle vi til at dreje. Jeg ved godt at det her lyder som barnemad for de af mine læsere, der tit står på ski, så jeg vælger lige at minde jer om at jeg kun har stået på ski én gang før i hele mit liv, og det var én eftermiddag, da jeg var 12, på børster...
Da vi begyndte at få tag på den med at dreje (efter endnu et styrt fra min side - men jeg var ikke den eneste!), satte instruktørerne nogle børster op, som vi skulle køre slalom udenom. Det var faktisk meget nemmere, da jeg selv kunne bestemme farten og nogenlunde retningen. Så gik det helt okay.
Det meste af tiden på begynderbakken var jeg sammen med en flok kinesiske internationale studerende (dem er der rigtig mange af på min skole). De havde heller aldrig stået på ski før - det kan man jo også kun i Nordkina. Der var også nogle andre nybegynder internationale, og vi kom efterhånden til at kende hinanden lidt - brokkede os over instrukserne, kom med opmuntringer, når folk faldt, gav plads til hinanden på bakken. Det var nu meget hyggeligt.

En klump nybegyndere øver sig i at bevæge sig med ski på.

Hvor ser jeg professionel ud!:P

Hvis folk gjorde det godt nok, når de kørte igennem banen, blev de godkendt til at gå videre til den næste bakke, der var halvvejs oppe ad den store bakke, men på et sted, der ikke var nær så stejlt. Jeg blev godkendt, men følte ikke at jeg overhovedet havde lyst til at komme videre, så i stedet gik jeg til frokost. Efer frokost kunne vi bare lege lidt på den lille bakke - det var næsten det sjoveste, for nu kunne vi bare køre som vi ville og øve os i ro og mag.

Omkring kl. 14 kom instruktørerne ud igen, og da jeg havde kørt gennem banen rigtig godt to gange, fik jeg et high-five af den ene af instruktørerne, en munter kvinde ved navn Joanna, der var meget imponeret over hvor god jeg var blevet så hurtigt (men det siger hun garanteret til alle, haha:P). Så blev jeg godkendt igen til at komme videre, og nu tænkte jeg at det kunne da godt være at det var noget.

Om halvvejsbakken vælger jeg så ikke at sige andet end at den var alt alt for stejl for mig. Eller rettere - nu var jeg lige blevet beruset af sejrfølelse og selvsikkerhed, og den her bakke var slet ikke god for mit ego. Såååå... jeg tog tilbage til den lille bakke, da jeg endelig kom ned. Her havde jeg det til gengæld sjovt i yderligere en time. Nu var jeg jo den bedste på bakken, og selvom de andre var overraskede over at jeg var kommet tilbage, kunne de sagtens forstå det, og mit ego var reddet.

Kl. 15.45 havde jeg fået nok af ski for denne gang. jeg tørstig og svedig, og min røv, mine lår og mine knæ var helt færdige - åh, jeg kommer sådan til at mærke straffen i morgen! At stå på ski er jo som at tilbringe 5 timer i en konstant squat-position! Og jeg har oven i købet en yoga-timen i morgenaften. Av. av. av...
Så jeg købte en cola og sad og gruede for morgenens pinsler.

Kl. 16.30 begyndte vi at stå på bussen, og efter en halv times panik og mistede nøgler, bukser og studerende, kunne vi køre tilbage til universitetet, hvor jeg gik direkte til kantinen og en omgang suppe, mad og dessert (for jeg synes ligesom jeg havde motioneret nok til at fortjene det.P)

Så det var den skitur. Det var da ganske okay sjovt, selvom jeg måske ikke vil sige det i morgen. Det er nu nok ikke noget jeg vil gøre igen lige foreløbig, men nu kan jeg i det mindste sige at jeg at prøvet det - og det er jo ofte grunden til at vi gør så mange skøre ting;)

Wuhu - skiselfie!:D

En (stort set) god uge:)

Ha, ja den titel forklarer jo nærmest sig selv (Kan man sige det på dansk? Mit sprog bliver mere og mere f'd up:P).

Men denne uge var så altså i store træk en god uge, og det her er beretning om den. I skal jo heller ikke tro at jeg går rundt og er ensom og deprimeret hele tiden:)
Sandheden er, at grunden til at denne uge var så god, er at jeg endelig er begyndt at få venner:)

På det helt basale niveau betyder det, at jeg har nogen af spise mine måltider sammen, når vi engang i mellem spiser på samme tidspunkt.
Mandag ved frokosttid stod jeg og var ved at finde mad, da den franske fyr, Guillaume, som jeg vist nok har fortalt om tidligere, kom hen og sagde at jeg bare kunne sidde hos dem. Jeg havde før siddet sammen med ham og spist frokost - i lang tid var han den eneste her jeg snakkede med, og vi var vist begge to lidt ensomme. Denne dag sad han sammen med to af de franske piger, Majorie og Monique(?). Så dem kom jeg så til at sidde og snakke med. Majorie er meget sød - hun var også med da vi var i Wallmart og lader til at gøre sit bedste for at snakke. Monique skulle også med på skituren på onsdag (mere om dem senere), så dér kan vi da få snakket mere sammen. De snakkede dog mest fransk sammen, hvilket jeg godt kan forstå var fristende - det er dejligt at tale sit modersmål når man er på rejse - men det var nu lidt irriterende for mig alligevel. Jeg tog det dog med min sædvanlige stoiske ro og vælger at betragte hændelsen som et stort fremskridt:)

Tirsdag var det min kærestes fødselsdag, hvilket var lidt trist (ikke fordi han bliver gammel, men fordi jeg ikke kunne være der, haha:P). Det var dog også dagen, hvor jeg var til yoga første gang.
Mit medlemsskab i universitetets fitness center, som de fleste af jer nok har hørt om, giver mig gratis adgang til en hel masse forskellige fitness-klasser. En af disse klasser er en yoga-klasse hver tirsdag eller torsdag kl. 19.05. Det skulle jeg da selvfølgelig prøve, når nu det var gratis.
Så jeg mødte op i fitnesssalen om aftenen. Der var allerede kommet 7 - 8 mennesker, alle enten midaldrende (eller ældre) kvinder eller unge piger. Jeg fandt en måtte og instruktøren hjalp mig med at finde en bold - denne klasse var nemlig en blanding af pilates og yoga. Instruktøren var en meget flink midaldrende kvinde, der havde praktiseret yoga i 17 år.
Til min store lettelse opdagede jeg, at jeg hverken var den eneste nybegynder, den sidst ankomne eller den mindst smidige, så det var jo godt. Vi var en fire nye piger nede i den ene ende af salen, der bare kiggede chokerede på instruktøren, når hun lavede en eller anden hård øvelse, og sendte hinanden konspiratoriske/sympatiske blikke.
De første 20 minutter var pilates med bold. Nogle af øvelserne var forholdsvis simple og lette, og jeg kendte de fleste i forvejen, så det var slet ikke så slemt (kun dagen efter, hvor jeg var fuldstændig mørbanket:P). Derefter var der yoga, som var akkurat lige så afslappende som alle folk siger - med den enkelte hasebrækkende øvelse ind i mellem. Bagefter kunne jeg virkelig mærke det i kroppen, og jeg følte mig helt gummiagtig.
Alt i alt var det en rigtig hyggelig time, og det har jeg besluttet mig for at gøre hver tirsdag fra nu af. Sammen med de to gange om ugen, hvor jeg løber, skulle det nok kunne bringe mig i god form.

Onsdag holdt Ashley (den ansvarlige i min bygning) en event om mental health. Det handlede om at bekæmpe tabuer om psykisk sygdom, at bekæmpe stress og ensomhed og andre ting som unge mennesker sommetider lider af. Det lyder kedeligt, men det var det langt fra.
Kl. 20 skulle vi mødes i fællesrummet, som Ashley i dagens anledning havde fyldt med balloner. Jeg kom lidt tidligt, og sammen med en flok andre beboere hjalp jeg hende med at puste balloner op, indtil stuen var helt fyldt. Vi var nok omkring 10 mennesker til arrangementet. Mens vi pustede balloner op, sad vi bare og snakkede, og det var rigtig hyggeligt - jeg fik endelig chancen for rigtig at snakke med de andre, og de virker allesammen meget flinke.

Der boede to afrikanske piger og en kinesisk pige i mine bygning. Kineseren er næsten min nabo. Hun er ikke ret god til snakke engelsk, men det behøver hun såmænd heller ikke - her er så mange kinesere på campus.

Da alle ballonerne var pyntet op, kom Tammy, som er super-supervisoren (en anden studenteransvarlig, der er Ashley's overordnede). Hun fortalte om mental health og sådan og delte blå solbriller ud, hvilket var lidt tilfældigt, men de var da meget fine.

Ashley og Tammy

 Derefter forklarede Ashley reglerne for spillet (for det var nemlig et spil vi skulle spille med ballonerne). I det første spil skulle vi deles op i to hold. Det ene hold skulle sprænge de røde og gule balloner og det andet hold skulle springe de blå og grønne. Man måtte hverken bruge fødder eller negle eller tænder. Så gik vi igang, og sikke et kaos, der dog blev! Der var vi - 12 studerende, der alle var over 19 - og vi hylede og kæmpede for at spring ballonerne før det andet hold. Det var meget sjovt, og åh, hvor vi dog kæmpede med de balloner. Det var skægt at se folk forsøge at masse balloner ved at sætte sig på dem - men vores sofaer er så bløde at ballonen bare forsvandt ned i foret! 

Til sidst vandt mit hold dog, og vi fik de sødeste små skumgummidyr som medaljer.





Inde i nogle af ballonerne var der små papirstrimler med informationer om mental health og nummeret på en mental health hotline, og nogle statistikker og sådan. Dem fandt vi og læste op - denne leg skulle jo gerne have et formål:P

Derefter var der endnu en leg, hvor vi skulle løbe stafet ud i resten af huset, finde en ballon, der var gemt, bringe den med tilbage, og så springe den før den næste på holdet kunne løbe ud. Det var også meget sjovt - her fik jeg virkelig chancen for at gå på opdagelse i Birch 2. Det distraherede mig lidt i min søgen, da jeg pludselig fandt køkkenet og blev helt nysgerrig. Jeg kom også op på tredje sal, hvor jeg aldrig har været før, og opdagede at vi også havde et brusebad foruden karbadet:) Min bygning er i det hele taget bare et stort virvar af gange og trapper og døre - jeg har ingen egentlig ide om hvor noget som helst ligger...

Courtney og Tammy

Vi fik hver lige mange balloner, så Ashley endte med at erklære det uafgjort. Derefter sad vi bare og snakkede i 2,5 time. Jeg sad i en sofa ved siden af Danielle, en anden ny pige i bygningen. Det var meget rart - så kunne vi sidde og være nye sammen, og hun havde slet ikke noget imod at lytte til al min snak (folk, der kender mig, ved at jeg elsker at snakke, og hvis jeg holder det inde for længe så eksploderer jeg:P). Jeg fik også snakket med Ashley, og med Courtney (som åbenbart er min nabo), og med Hope. Vi snakkede bare alle sammen sammen i en stor forvirring, mens vi hørte musik på vores smart tv. Courtney er cosplayer, og hun var kommet til at klippe sin lyselilla paryk skævt, så det måtte Danielle (der er frisør) jo lige fikse:)
Vi fik også arrangeret en Oscar-aften (der var min ide), hvor vi tager fint tøj på og ser Oscar-uddelingen sammen. Det glæder jeg mig til. Jeg har aldrig set Oscar-showet i hele sin længde - kun den forkortede udgave aftenen efter. Denne gang er der jo også to danske nominerede:)

Efter denne aften følte jeg mig tryg ved at sætte mig sammen med Danielle eller Ashley hver gang jeg så dem til frokost eller aftensmad. Her fandt jeg blandt andet ud af at Danielle maler, og så sad vi og snakkede om tegninger og malerier og materialer og sådan noget. Det var rigtig hyggeligt, og vi endte med at bruge en time på at spise aftensmad:P Desværre er det også altid når jeg sidder sammen med nogen - der spiser i et andet tempo end mig, hvilket som regel betyder langsommere - at jeg bliver fristet til at spise dessert. Heldigvis har kantinen også æbler:)

Samme dag, men om morgenen, havde jeg en virkelig sjov time i Contemporary Literature. Lige nu snakker vi om en bog, der hedder Alva & Irva, der handler om to tvillingepiger, der bygger en model af deres by ud af modellervoks. I den anledning havde professoren taget modellervoks med i skole, for han havde opdaget at mange slet ikke vidste hvad det var (plasticine, som det hedder på engelsk, er 'voksen'-modellervoks - den der variant, som man helst ikke må spise). I starten af timen gav han så os hver en lille blok, som vi så kunne sidde og lege med, mens vi snakkede om bogen. Det var rigtig sjovt, og resten af dagen kunne jeg genkende mine klassekammerater på at de alle sammen gik rundt med små modellervoks kreationer i hænderne. Selv slæbte jeg rundt på mit lille blå monster hele dagen, og nu sidder den på min hylde og kigger. Jeg kan faktisk rigtig godt lide den - den giver et strejf af personlighed.
Men i hvert fald - det var en rigtig sjov time:)

Torsdag trænede jeg om morgenen, og snakkede med min kæreste og diverse familiemedlemmer. I Citizenship, Identity and Diversity (min eneste time den dag), fortalte professoren, at der var én i timen, der havde brug for hjælp til noter, så jeg sagde at jeg godt kunne dele mine noter med hende (de er alligevel computerskrevne, så det er jo nemt nok). Efter timen kom eleven hen til mig og vi snakkede lidt om det. Hun ville betale mig $150 (750 kr) for mine noter et helt semester! Det er åbenbart en ting, man gør herovre - køber og sælger noter. Holy F! Jeg ville have gjort det gratis, men det er da rart nok at få lidt ekstra lommepenge:)
Torsdag eftermiddag var der desuden gratis candyfloss i Rosaria, fordi de holder en ugelang 'Winter Festival' for at opmuntre folk lidt her om vinteren. Så havde de forskellige små events og rabatter og uddeling af gratis mad og den slags.

Fredag taler vi ikke om. Den benævnes herefter Dagen Vi Ikke Taler Om. (Det korte af de lange er at jeg vandrede rundt i et forstadsindkøbsområde i 2,5 time i -10 grader, og blandt andet stod og tudede ved et fodgængerfelt. Det var en sort dag.)

Lørdag, derimod, var faktisk en ganske god dag. Efter at have brugt morgenen på lektier (og på at sove - helt til klokken 9!), tog jeg på shopping. Her tog jeg bussen til Halifax Shopping center, som ligger lige ved siden af den Wallmart, vi købte ind i den første dag. Her skulle jeg heldigvis ikke skifte (det skulle jeg nemlig på Dagen Vi Ikke Taler Om), så det var jo en kæmpe lettelse. Nu havde jeg også lært hvordan man kører i bus - man går ind, spørger om buschaufføren kører det rigtige sted hen, og så beder man ham om at sige til, når man er der. Herovre annonceres stoppestederne nemlig overhovedet ikke. Busture er åbenbart kun for rutinerede mennesker, der ved hvor de skal af. Ved busstoppestederne står der heller ikke noget om hvornår busserne kører, så jeg endte med at begynde min shoppingtur med at stå og vente på bussen i 35 minutter. Åh, hvor gør vi altså bare tingene bedre i Danmark!
I shoppingcenteret så jeg lidt på tøj og sådan noget. Det var et ret stort center, med mange butikker, men de var desværre ved at renovere, så det var lidt desorienterende. Derefter gik jeg over i Wallmart, hvor jeg købte de ting, jeg havde glemt at købe første gang - en ny blomst til min vase, en pakke the, en pakke chokolade, en vasketøjskurv og noget vaskemiddel.

Nu sidder jeg her på min værelse, søndagaften, efter en lang dag med lektierlæsning, træning og blogning og chatning. Alt i alt en stille og rolig søndag.
I næste uge kommer Caritas Day - hvor jeg skal på skitur for første gang i hele mit liv. Det bliver spændende, og det er nok hovedsageligt det mit næste blogindlæg kommer til at handle om. Om fredagen er der Snow Man Day, hvor fitnesscenteret af arrangeret en eftermiddag, hvor man kan møde op og bygge snemænd sammen. Det har jeg også meldt mig til, for det lyder mega hyggeligt, og det her campus mangler simpelthen nogle snemænd.

Mr. Mount

Efter en lang dags mere eller mindre halvhjertet lektielæsning, sætter jeg mig nu til at blogge igen. Denne gang vil jeg fortælle om Mount Saint Vincent-universitets årlige drag show, Mr. Mount (udtales Mavnt af Canadiere:P), der fandt sted fredag d. 15. januar.
Dette indlæg vil således handle en del mindre om mig, og mere om de ting, jeg har set. I bunden indsætter jeg dog lige nogle billeder af campus, en morgen hvor det havde sneet rigtig meget i løbet af natten.

Jeg har ladet mig vide, at det denne gang var noget ganske særligt. De har haft dette arrangement hvert år i 17 år - de startede i 1999. Værten hedder Brandy Michaels, og ham har jeg nævnt tidligere, under hans alias Pizza Mike. Brandy havde været vært i 15 år nu, og havde nu besluttet at gå på pension som drag queen i showet, så dette var hans sidste år som vært.

Showet var dels et social arrangement, dels et event for at skabe opmærksomhed om transgender mennesker; folk, der føler at de er et andet køn end deres biologiske. 50% af billetpriserne ($6 dollars for Mount-studerende, $8 for alle andre) skulle gå til en transgenderhotline - en hjælpetelefon for transgender mennesker.
Undervejs i showet var der små informationsoplæg med statistikker og fun facts om transgender. Her blev der blandt andet lagt vægt på hvor meget chikane transgender folk er ofre for. De gjorde også meget for at gøre opmærksom på forskellen mellem crossdressing eller 'drag' og så det at være transgender. Mottoet var: "Being in drag is about feeling comfortable in other clothes. Being trans is about feeling comfortable in your own skin."
De gjorde meget ud af at udfordre 'the gender binary' - ideen om at én slags tøj og opførsel er for kvinder og en anden for mænd. Den slags går de i øvrigt meget om i her på universitetet, der er etableret af nonner som en universitet for kvinder. 75% af alle de studerende her er kvinder, og de har en bygning dedikeret til kvinder, og mange kurser i 'Women's Studies.' Det er meget vigtigt for dem at folk kan være sig selv.
Showets historie begyndte som et forsøg på at få mændende mere involveret i campus-livet ved at give dem kjoler på og få dem til at danse lidt rundt. Men så fandt de på at involvere Brandy, som arbejder i køkkenet, og som er tidligere professionel drag queen. Sådan fik showet dets politiske profil, om man så må sige.

Nå.

Showet var sat op som en klassisk amerikansk skønhedskonkurrence, hvor nogle deltagere skulle optræde og svare på spørgsmål og så skulle der findes en vinder.

Dørene åbnede kl. 8, men allerede da jeg ankom kl. 5 i (tidligt på den som altid), var der 10 meter kø. Den bevægede sig kun langsomt fremad, eller også føltes det bare sådan fordi jeg havde jakke på. Folk var klædt på til fest, for der var after party i universitetets pub bagefter, men jeg havde glemt at pakke festtøj, så i stedet havde jeg bare taget mine flotteste smykker på.
Efter et kvarter kom jeg ind, og satte mig på den første den bedste stol jeg kunne finde. Jeg købte et glas cola (mere kø:P) og satte mig ellers til at vente, mens salen langsomt blev mere og mere fyldt omkring mig.
Mens jeg ventede, spurgte hende der sad ved siden af mig pludselig "Do you take Canadian Studies?" Først var jeg sådan helt forvirret, for det gjorde jeg jo ikke, men jeg havde ét fag i Canadian Studies, og dér havde hun set mig før - vi har åbenbart et fag sammen (men eftersom jeg altid sidder på forreste række - mest fordi jeg ikke gider at have briller på, haha:P - kunne jeg ikke genkende hende). Hun hed Anna, og fortalte om hvor interessant det var at have mig i timerne, så de fik et andet perspektiv på tingene. Det talte vi en del om, og også om alkoholpolitik (én af hendes venner havde sneget sig til en slurk fra én af de andre, og det var åbenbart en stor ting fordi han ikke var 19 endnu, hvilket er den alder man må drikke fra i Canada).

Selve showet kom lidt sent i gang, men kl. 20.50 kom Brandy på scenen klædt i en rigtig diva-kjole og en blond paryk - sådan en rigtig stylish 60er divastil. Han sang en åbningssang i bedste revy-stil kaldet "One of the Boys Who's Really One of the Girls" (eller omvendt - det blev byttet om flere gange i sangen, nok for at vise at det ikke gjorde nogen forskel).

Showets vært, Brandy Michaels.

Så lavede han en del næsten standup-agtig opvarmning og snak med publikum. Det var ikke helt stuerent, men meget sjovt - han var en rigtig entertainer. 

Efter ham kom en gruppe på scenen, kaldet The Babettes (de små babes). Gruppen bestod af fire unge fyre i drag, mere eller mindre vellykket (én af dem havde fuldskæg, men en anden havde rent faktisk langt hår - det lykkedes ham at ligne en meget grim kvinde:P). Disse var vist stort set formænd og næstformænd i diverse studenterforeninger, der tog én for holdet;)
De havde flere numre, hvor de lip-syncede(playback) nogle sange og danse den mest bedårende døve-karaoke (når man mimer teksten i en sang).

The Babettes

Så lip-syncede Brandy en sang, hvor der var en dame, der sang med en meget flot stemme, hvilket selvfølgelig var mildt komisk:P

Jeg havde selvfølgelig glemt mine briller, så jeg kunne desværre ikke se showet ret skarpt, hvilket var ret træls. Tror også mine billeder og nogle af videoerne blev lidt grynede. Hm.

Dernæst introducerede Brandy sin medvært, Frida Whales (Som i 'befri hvalerne'), som var en lettere overvægtig mand med fuldskæg, netkjole, pink bh og højhælede lyserøde sko. Kombinationen var temmelig komisk, men han beklagede sig også gennem hele showet over at skoene var ved at slå ham ihjel. Bh'en havde han fyldt med ris, hvortil han sagde: "By the time the show's done, they'll be cooked!"
Han startede også sin optræden med at vise hele salen sin hjemmelavede g-streng, hvor han havde klippet i sine underbukser - det er åbenbart umuligt at finde g-strenge i så store størrelser;)

Så blev deltagerne præsenteret. Der var kun én deltager - en gruppe på fire, der stillede op sammen, men så ville blive bedømt hver for sig. Det var en gruppe kvindelige studerende i drag, der kaldte sig One Erection. De havde alle sammen nogle skøre aliasser, som jeg skal undlade at nævne for ikke at støde mine læsere...:P
De blev så spurgt hvilken farve MnMs de helst ville have og hvorfor. Her vil jeg også undlade at gå for meget i detaljer, bortset fra at antyde at det havde noget at gøre med kærlighed, nødder og salt...

Så kom The Babettes med endnu en sang. De var alle klædt ud i halvtredserstil - det er tilsyneladende enten det eller prostituerede, når det kommer til amatør-drag for mænd;) Det passede nu meget fint til sangen, der var en kæk lille kærlighedsballade fra 50erne. Noget med at blive gift, selvom man kun er en teenager, fordi man elsker sin mand så meget.

Klokken 21.40 var der lidt information og en video studenterforeningerne havde lavet om at "drag is about challenging a gender binary, not replicating it." hvor de forsvarede det at være i drag og talte for åbenhed og forståelse og sådan noget. Det var meget sødt, men også alvorligt.

Efter en halv times pause kom Brandy på igen og sang en sang om 'Doctor Dentist' - noget med 'a cavity' og 'a drill', wink wink, nodge, nodge, say no more....P
Herefter skulle One Erection så optræde - de sang en One Direction-sang, obviously. Åbenbart en meget populær sang, for hele salen så ud til at være vilde med det, men det ved jeg ikke noget om, haha:)

Brandy sang sin sidste sang, endnu en lip-sync sang til publikum, om at vi skulle arbejde hårdt og huske ham, når vi var blevet store og succesfulde.

Tro mod den klassiske amerikanske skønhedskonkurrence var der også en undertøjsdyst, hvor de fire deltagere skulle have (herre)undertøj på og bedømmes på det og interviewes om deres valg. Jeg kunne ikke rigtig se (hvilket nok var for det bedste), men der var vist nogle af dem der havde nogle temmelig kontroversielle prints på deres boksershorts, for slet ikke at nævne hvad der var i underbukserne. Her skal jeg afbryde mig selv og nok så nydeligt spring videre;)

One Erection i deres foretrukne undertøj

Da dette var færdigt, kom en eller anden vigtig person op på scenen med en kage til Brandy, og der blev sunget fødselsdagssang - i mangel på bedre.

Mens der blev voteret, var der en triviaquiz om transgender folk - mest de informationer, vi havde hørt tidligere, for at teste om vi kunne huske dem.
Så havde Brandy sin (aller)sidste optræden, hvor han sad ved et sminkebord og fjernede sin paryk, sin makeup, og så en kåbe, for at vise at han var klædt ud som en mand indenunder. I mens sang han en sang om at "I am What I am."

Klokken 23 - jeg var nu begyndt at blive lidt træt - blev vinderen afsløret, og alle arrangørerne kom på scenen og der blev klappet og takket og kastet blomster.

Det var egentlig alt sammen meget rørende, samtidig med at det også blev tåkrummende pinligt en gang i mellem. Man kunne mærke at de havde arbejdet på det længe, selvom tidsplanen skred og de havde lidt problemer med kostumer. Det var dog opløftende, hvor støttende de fleste studerende var om dette, og hvor meget der blev klappet og sån.
Bagefter var der afterparty i festlokalerne, men eftersom der kun kunne være 200 mennesker og vi var mere en 300 i alt, og jeg var blevet temmelig træt, besluttede jeg at gå hjem og i seng. Det lød til at de fleste i min bygning gjorde det samme, haha.

I dag (lørdag) har jeg så haft en ganske stille og rolig dag, hvor jeg bare har lavet lektier og fundet på undskyldninger for ikke at lave lektier - I vil nok bemærke at flere af jer er blevet ringet op i dag, haha:P Jeg havde egentlig besluttet mig for at tage ned i byen i dag, men det sneede for meget, og vejret var i det hele taget så trist og overskyet at jeg opgav det.

Det var så alt fra mig for denne gang. Beklager at der ikke var så meget om mig, men som sagt er jeg efterhånden kommet ind i en rutine, hvor livet bare kører sin vante gang uden for mange skelsættende begivenheder.
Næste gang vil jeg fortælle om mit første besøg i fitness-centeret, og så må vi ellers håbe at der er sket noget nyt på det tidspunkt;)

Min Birch efter en snerig nat

Evaristus-bygningen set oppe fra trappen. Jeg skal gennem denne bygning hver dag for at komme til resten af campus.

Bagsiden af McCain-bygningen, set fra viadukten. Jeg har faktisk aldrig set et menneske på den sti. Canadiere kan virkelig ikke lide sne.

Seton-bygningen, hvor jeg har det meste af min undervisning.

Ugens dage, eller 'I am so screwed'

Så er det lørdag. Min første uge på campus er næsten overstået. Jeg siger jer; det har været en hård omgang!
I skrivende stund, kl. 20.59 lørdag after, er jeg lige blevet færdig med lektierne for i dag. Det giver cirka 12 timers lektielæsning, hvis ikke man tæller lidt pauser og distraktion med - og det gør man ikke, for 12 timers lektielæsning lyder så imponerende:P

Jeg har fem forskellige fag. De fire af dem er literaturfag, og det tredje er en del af Canadian Studies - viden om Canada, minder lidt om samfundsfag.
Mandag og onsdag har jeg tre fag:
- Contemporary Literature                    
- Shakespeare's Contemporaries          
- Romantic Revisions
Tirsdag og torsdag har jeg 1 fag:
- Citizenship, Identity and Diversity in Canadian Society
og om fredagen har jeg ét fag:
- Detective fiction, som jeg så har i 2 t 45 min fordi jeg kun har det én dag.

Min først undervisningsdag var tirsdag d. 5. januar. Det var en blød start. Om tirsdagen havde jeg kun én time, og den lå fra 15 - 16.15, så jeg havde hele formiddagen til at finde rundt på campus, ordne mit madkort og finde rundt på Moodle - skolens intranet. Her så jeg at der allerede var blevet lagt informationer, samt læselister op for nogle fag. Så jeg gik i boghandleren for at se på priser og bøger. Her blev jeg lidt bekymret - det så ud som om jeg skulle have virkelig mange bøger - kunne det virkelig passe? Jeg købte to bøger - den eneste faglitterære bog jeg skulle have i det her semester; en bog om Canadisk samfund, samt en Norton antology om renæssance literatur, som jeg skulle bruge til mit Shakespeare fag.

I god tid - og her mener jeg 2,5 timer god tid - fandt jeg vej hen til Seton Academic Centre, hvor undervisningen til fire af mine fem fag skulle foregå, endda på samme etage. Så jeg gik op på 5. sal og brugte så lidt tid på at gå hele etagen rundt og notere mig alle de klasseværelser, jeg skulle være i. Seton-bygningen er rundt, med fire kvarte auditorier i midten hele vejen op, så gangen i midten er rund, med klasseværelser på den ene side og kontorer og auditorier på den anden. Det er i midlertidig en del mere forvirrende end det ser ud, da jeg aldrig kan huske hvilken vej jeg skal gå når jeg kommer op ad trappen - jeg ender altid med at gå den lange vej rundt, mens jeg tæller numrene på dørene. Det gør det bestemt eller ikke bedre, at jeg aldrig synes at kunne finde den samme trappe, når jeg skal ned som når jeg skal op. Hvér gang dukker jeg op i den anden ende end hvor jeg gik ned, tilsyneladende uanset hvilken trappe jeg tager!

Jeg fandt en bænk og satte mig til at tegne lidt. Efterhånden dukkede der flere mennesker op. De stod sådan lidt rundt omkring i nærheden af det klasselokale, jeg skulle være i, så jeg tænkte at de nok skulle til samme time. Hvor spændende! Nye klassekammerater!
Jeg var i midlertidig den eneste, der havde været der længe nok til at vide at lokalet faktisk var tomt og døren ulåst. Men siden ingen af de andre prøvede døren, tænkte jeg at det måske var en høflighedsting - en uskreven regel om at man ikke bare gik ind og satte sig. Så jeg fulgte skik og blev pænt ventende udenfor, indtil klokken var 14.55 (eller 2.55 PM som man siger herovre).
Så dukkede professoren op - en venligt udseende dame ved navn Tammy Findlay. Hun åbnede døren og så kunne vi tilsyneladende alle sætte os ind. Da jeg trådte ind ad døren kom jeg i tanke om at jeg havde glemt at tage mine briller med. Så jeg satte mig på forreste række, lige midt for, ved siden af en anden pige.

Først præsenterede professoren sig selv og faget, og annoncerede at siden hun havde haft bronkitis i ferien, kunne hun ikke tale ret længe, så timen ville slutte allerede efter en halv time. Fint med mig!
Vi startede med at lave den der gammelkendte øvelse, hvor man præsenterer sig for sin sidemand og fortæller om sig selv og sine hobbyer og én interessant ting. Bagefter skal sidemanden så introducere én for resten af klassen. Her fandt jeg ud af at min sidemand hedder Lauren, at hun studerede psykologi på første år, og at hun også elsker at skrive, men har problemer med skriveblokade, ligesom mig. Dét var et sjovt sammentræf. De var også alle sammen meget imponerede over at jeg var udvekslingsstudent - tror specielt professoren var overlykkelig for at have et udenlandsk perspektiv i klassen.

Så spurgte professoren hvad vi forstod ved ordet 'Citizenship,' som er en del af titlen på faget. Lammende tavshed. Så rakte jeg hånden op. Professoren så ud som om hun var ved at dø af lykke over at nogen turde sige noget, og at det var udvekslingsstudenten. Åh, hvor var jeg faktisk sej dér, hvis jeg selv skal sige det:P Den aller første, der sagde noget i klassen, og det jeg sagde var så mega klogt at det lagde lokalet ned. Så kom de andre også ind, og jeg havde startet en diskussion.
Mens vi diskuterede 'Identity,' 'diversity,' og 'multiculturalism' blev det hurtigt klart for mig at ikke alene var størstedelen af klassen (jeg tror nu også kun vi var en 12-13 stykker i alt) meget generte denne første dag - jeg var også én af de ældste og vidende. Mind you, det her var også et førsteårskursus og jeg er næsten færdig med mit andet, men altså...;)

Om aftenen var der et uformelt møde i min bygning, hvor jeg fik mødt de andre beboere, og vi snakkede om hvilke sociale arrangementer vi godt kunne tænke os at holde. Det var ganske hyggeligt, faktisk. Det virker som nogle søde og fornuftige mennesker, selvom jeg aldrig ser dem - kun hører dem, når de går forbi på trappen ved siden af mit værelse.

Alt i alt gik den første dag faktisk ganske godt.

Det skulle dog blive værre. Meget værre.

Dagen efter var det onsdag. Her havde jeg mine tre 3000-level kurser (pst! det er det næsthøjeste!). Det første var Contemporary Literature (samtidslitteratur) kl. 10.30. Jeg ved ikke hvorfor, men i mit hoved havde jeg bildt mig selv ind at jeg skulle have Shakespeare's Contemporaries i Seton-bygningen først, og dér var jeg på vej hen, da jeg heldigvis så på min kalender at jeg skulle være i McCain bygningen (som jeg var på vej igennem). Så jeg stoppede brat op og satte mig ned på en sofa og gik i gang med Edward II; et skuespil jeg skulle læse til i næste uge.

Hallen i universitetets nyeste bygning, McCain Centre of Women's Studies - dedikeret specielt til kvinder.

Da der var et kvarter til timen begyndte, stillede jeg mig hen foran døren, hvor der stod andre og ventede. Det ér åbenbart en ting i her at man ikke går ind. Plus at der sad en professor derinde, som troede at han kunne bruge lokalet til forberedelse, og ingen sagde noget. Så kom vores professor, Graham Fraser. Det første han gjorde var at bede os om at omarrangere bordene så de formede ét bredt langbord, vi kunne sidde om. Det er åbenbart sådan man laver 'seminars' her - så bliver det lettere at diskutere. Ingen folk tog computere frem, hvilket jeg også havde bemærket i går, så jeg fiskede også bare min kuglepind og min nyligt indkøbte blok op.
Først fortalte professoren om faget, og om alle de ting, han forventede af os. Og min kæbe gled langsomt længere og længere ned, mens min eneste tanke var fuck. Fuck. Fuck, fuck, fuck, fuck, fuck. Og så et sidste 'I am so screwed...' (På dette tidspunkt vidste jeg jo ikke, at det her kun var toppen af isbjerget. Der var et helt kontinent af fuck nedenunder!)
Ikke alene forventede han at vi skulle læse 9 romaner på 14 uger. Han ville også have en 1-sides Reading Response til hver bog, som skulle printes og afleveres til samme dag som bogen skulle læses færdig. Og så var der også lige 2 10-siders essays, som gjaldt for 70% af den samlede karakter.
Jeg distraherede mig selv ved at tage noter, og udskød dén bekymring til senere. Så gik han ellers i gang med at præsentere hver af de 9 bøger, der i og for sig alle sammen lød ganske spændende; skønt det måske ikke var bøger, jeg selv ville have læst. De tilhørte alle sammen postmodernismen og handlede om sproget, og måden sproget bruges til at fortælle historier, og forskellige måder at nedbryde barrieren mellem historien og det faktum at det er en bog, man læser - selvopmærksom litteratur; metafiktion, som det hedder med et flot ord. Dét glædede jeg mig såmænd til.

Da denne time (eller rettere, disse 5 kvarter) var ovre, gik jeg i boghandleren igen og købte de fire første bøger. Mere havde jeg ikke råd til lige foreløbig. Så spiste jeg frokost. Jeg havde 1,5 time til mit næste fag, og her gjorde jeg som dagen før; fandt lokalet og satte mig til at vente udenfor. Denne gang havde jeg dog lektier, jeg kunne læse. Og det skulle jeg, og det gjorde jeg, for den første bog, The Mezzanine skulle allerede være læst til mandag (og det var onsdag. Heldigvis var den ikke særlig tyk - men umådeligt forvirrende.).

Kl. 13.30 ankom professoren til Shakespeare's Contemporaries (Shakespeare's samtidige, i.e andre renæssance skuespilsforfattere). Hun hed Rena Green og var overhoved for engelsk fakultetet (deres version af Jody). Hun virkede også som en virkelig flink (ældre) dame. Her var vi heller ikke ret mange, og vi sad omkring et langbord, mens hun på smartboarded gennemgik læseplanen, og alle reglerne og sådan nogle formelle ting. Så gik hun i gang med at fortælle hvad hun forventede af os, og her døde jeg også en lille smule indeni. Ikke alene skulle vi læse 8 skuespil (oven i de ni bøger i det andet fag). Vi skulle også til 6 ud af de 8 finde på et eller andet klogt spørgsmål, som skulle postes på Moodle en dag inden skuespillet skulle være læst. Fuck. Og vi skulle også til én af lektionerne lave en pre-refleksion over et eller andet emne i forhold til det relevant skuespil, samt en medfølgende post-refleksion, hvor vi skulle inkorporere det vi så havde snakket om i timen. Fuck fuck. Og derudover skulle vi til én af timerne finde på nogle diskussionsspørgsmål, og så skulle vi så lede diskussionen i 15 - 20 minutter. Fuck. Fuck. Fuck. Og så var der jo selvfølgelig også lige et research essay på 10 sider en gang i marts. Fuck. Fuck. Fuck. Fuck. Og fik jeg nævnt den skriftlige eksamen med miniessay og udenadslære; en type spørgsmål som de andre tilsyneladende kendte og hadede? Fuck. Fuck. Fuck. Fuck. Fuck. Og det faktum at de andre alle sammen var ældre (og sandsynligvis klogere end mig?).
Kort sagt, mit hjerte sad i halsen, og jeg var ved at dø af pre-mature stress, da timen sluttede (efter at hun også havde fortalt en masse om renæssancen, som jeg gudskelov vidste i forvejen, men alligevel tog noter til). Jeg ventede lidt efter de andre var gået, og talte så med hende om hvorvidt hun mente at jeg kunne følge med - nu var jeg jo selvsagt lidt bekymret - men det mente hun sagtens at jeg kunne, så længe jeg var vant til at læse sproget, og det havde jeg jo prøvet mange gange før. Så var jeg straks lidt mere rolig. Men det her fag ville blive noget af en udfordring.

Det mest finurlige var faktisk, at hun gav sine studerende mulighed for at aflevere research essayet som et kunstværk, hvilket egentlig er en løjerlig ide. Så skulle man i stedet for at lave sin research som en opgave, inkorporere den i et kunstværk, som man selv skulle lave. Her skulle man selvfølgelig helst have lidt talent, og tale med hende om det først. Men det var dog en underlig ide! Og alligevel. Det lød da egentlig lidt sjovt. Har jeg mon skillz nok til det? Kunne da være sjovt at prøve...

Derefter måtte jeg skynde mig hen til lokalet hvor min næste time skulle være (havde selvfølgelig rekogniceret inden, haha:P). Mit sidste fag, kl. 15.00 den onsdag, var Romantic Revisions. Et helt fag dedikeret til den anden generation af romantiske forfattere. Altså perioden 1810erne - 1830erne. Det glædede jeg mig faktisk lidt til, for her hørte både John Keats, Mary Shelley og Jane Austen til - alle tre forfattere, jeg ret godt kunne lide.
Efterhånden var jeg så overvældet, at der ikke længere var noget, der kunne slå mig længere ned. Efter at professoren Diane Picotti havde præsenteret faget og alle forventningerne - stort set det samme som i Shakespeare's Contemporaries (minus kunstværk) - var der ikke rigtig længere noget, det kunne chokkere mig.
I denne time formåede jeg dog også at brilliere lidt, da jeg sagde noget megaklogt om 'The Sublime.' Det var jeg lidt stolt over. I alle disse tre timer var det faktisk tilfældet, at der ikke var ret mange af dem, der ville sige noget i timen. Det lykkedes mig faktisk at sige mindst én klog ting i hver klasse, hvilket jeg er ret stolt over. Måske er der håb forude. Active Participation skal jeg da i hvert fald nok bestå!:)

Jeg tror også en del af fælden, for mig i hvert fald, er at jeg altid gerne vil gøre mit aller bedste. Strække mig selv til det yderste. Gøre det så godt som jeg overhovedet kan - koste hvad det vil! Men mine karakterer her kan ikke overføres til mit danske karakterblad. Det eneste, jeg skal gøre er at bestå, få 50 ud af 100 procentpoint. Men prøv lige at sige det til mit perfektionistgen!
Efter at have set de forsøgsvise spørgsmål som de andre elever har postet indtil videre, tror jeg godt jeg kan følge med. Det kan godt være at de er ældre end mig, men jeg er god til at diskutere. Jeg tror nok godt jeg kan klare det.

Gider I næsten høre mere? Nej, det tror jeg egentlig heller ikke. Så jeg vil fatte mig i ekstrem korthed og springe direkte over torsdag (Citizenship igen - jeg brillierede:P), frem til fredag, hvor jeg havde mit 2000-level fag, Detective Fiction. Det korte af det lange er, at selvom jeg egentlig aldrig rigtig har brudt mig om moderne krimier, så tror jeg det her fag bliver rigtig spændende. Ikke mindst fordi vi også skal læse puslespilsromaner (den første bog på listen er en Agatha Christie, yei!:P), men også fordi vi skal se på udviklingen. Den sidste bog på pensum er The New York Trilogy, hvoraf jeg allerede har læst den første, og dén syntes jeg faktisk rigtig godt om.
Nu har jeg allerede nævnt to bøger. I dette fag skal jeg så læse yderligere 7 bøger, cirka én hver anden uge. Det giver alt i alt 21 bøger dette semester. 21 bøger på 14 uger. Jeg er så færdig. I det mindste er professoren, John Morgenstern (en gammel pensionsværdig old school fyr), meget flink og forventningerne er forfriskende lave (kun to essays og en journal til bøgerne) og klassekammeraterne jævnaldrende eller yngre end mig.

Men det ser ud som om jeg kommer til at drukne i arbejde indenfor den nærmeste tid. Hvor er det da et held, at jeg hverken har venner eller familie her til at distrahere mig! (læst dette i mit selvironiske tonefald:P).

I skrivende stund, kl. 22.14 lørdag aften, har jeg dog allerede læst den første bog og skrevet reading response, læst det første skuespil og postet spørgsmål, læst det første kapitel, og den første novelle og de første to kapitler af den næste bog til på fredag (der er en anden til på næste mandag, så jeg er tidligt i gang for at holde forspringet). Hvis jeg kan holde det her tempo, går det nok. I det mindste får jeg da læst en del, haha. ha.

Nu vil jeg i seng. I morgen venter en lang dags lektielæsning, efterfulgt af endnu en lang uge. Hov, vent. Billeder! Dem skal I ikke snydes for:)

Jeg ved ikke hvornår det næste indlæg kommer, eller hvad der kommer til at stå i det. Nu må vi se. on ikke der sker noget på et tidspunkt?:P

Et billede jeg tog til mor. De har rigtig mange rigtig store Rhododendron-buske. 

Nogle steder på campus er der en rigtig god udsigt ind over byen og Bedford Bassin, der ligger mod øst i forhold til os, så jeg har aftensolen i ryggen, når jeg går hjem fra time.

Universitetet ligger faktisk på et bjerg, med mange bakker og trapper. Der er rigtig mange flotte træer og små skovstier, men det hele er dækket af sne lige nu, og siden næsten alle bygninger er forbundne med gange, kommer man aldrig rigtig udenfor.

Et billede til min far. Et stort tankskib, der har ligget ude i bugten det sidste par dage.

Her ser man tankskibet, da det kom ind. Bagved ligger Halifax.

Re-orientation

What?! Er hun tilbage allerede? Ja, det er jeg nemlig. Her kommer tredje indlæg. Min undervisning er ikke begyndt endnu - den starter først om fire timer, og da jeg ikke har nogen læsning for til den første time, havde jeg lige et hul her, der skulle fyldes. Ps. Scroll ned i bunden for billeder.

Så her kommer min fortælling om min anden dag på 'The Mount,' orientation.

Mandag d. 4. januar var nye studerende og internationale studerende inviteret til infomøde og brunch. Vi internationale/udvekslingsstuderende skulle møde i et stort klasselokale kl. 10. Jeg havde sat god tid af til at finde stedet, men det var slet ikke så svært, så jeg endte med at komme en halv time for tidligt. Story of my life. Det gjorde nu heller ikke noget, for på den måde fik jeg chancen for stille og roligt at snakke med nogle af de andre alt-for-tidligt-ankomne:) På vejen derhen mødte jeg én kvinde ved navn Kholoud. Hun var 39 og fra Libyen. Vi fulgtes ad derhen og satte os sammen. Her mødte vi også en anden international studerende fra Equador. Hun var godt nok ikke ny i år, men var mødt op for at være med til orientationen alligevel og for at møde nogle af os. Der var the og kaffe og småkager, og vi snakkede fint sammen (Ha! mor). Jeg fortalte dem om hvordan vi holder jul og nytår i Danmark - de syntes ideen om ris ala mand lød rigtig skør, men også ret sjov:)

Her fik jeg også snakket med Mahx, som er en af medarbejderne i det international center. Han var kinesisk, og syntes at det var meget sjovt at jeg også kunne lidt kinesisk, haha. De var allesammen meget imponerede over at jeg havde undervist i Kina.
Jeg fik også snakket med Paula Barry - lederen af det international center. Hun var faktisk meget sød og sjov, og havde hørt en masse om Danmark.

Navneskilt og det hele...

Langsomt kom der flere til. Der kom en pige fra Kina, og fire franskmænd, der dog allerede kendte hinanden, så de var lidt svære at snakke med. Da alle var der, tror jeg vi var en 30 stykker i alt. Ikke flere. Og kun 5 - 6 af os var på udveksling. Resten skulle tage hele tages bachelor eller kandidat i Canada.

Da vi alle sammen var her, præsenterede Kay Balite (den international studerende koordinator) sig selv og alle medarbejderne, og fortalte om alle de ting de lavede, samt lidt om hvordan man skulle opføre sig i timerne i Canada. Det var meget rart at vide.

Derefter legede vi en leg, hvor man skulle tage nogle ting op af nogle pose. Fra den ene pose måtte man tage mellem 1 og 3, og fra den anden mellem 2 og 5. Den ene pose var fyldt med slik og chokolade, mens der var skoleting i den anden. Vi måtte beholde tingene bagefter, hvilket var meget fedt. Jeg tog tre stykker slik (blandt andet verdens mindste sneakers-bar - den var nok kun tre centimeter lang!) og et par overstregningstuscher, en kuglepind og nogle post-it bogmærker - yei!:D
Bagefter fik vi så at vide at hvor hver ting vi tog, skulle vi fortælle noget om os selv. Her fortalte jeg selvfølgelig om Kina, og om at skrive og tegne. Det var faktisk en meget fin måde at få præsenteret sig selv - plus gratis ting!

Kl. 11 var der brunch, som var arrangeret af MSVU Student Union - den forening, der repræsenterer de studerende i forhandlinger og sådan, og som står for de fleste af de sociale arrangementer. Det var faktisk ganske god mad. Der var selvfølgelig scrambled eggs og bacon, og frugtsalat, muffins, cookies og sådan nogle mærkelige små bagte ting - jeg fandt aldrig ud af om det var ris eller kartoffelstykker, men de smagte rigtig godt.
Mens vi spiste, præsenterede de sig selv og deres frivillige, og fortalte om alle de faciliteter og arrangementer de havde. Langt de fleste af disse var gratis for os, hvilket jo lyder fantastisk. Blandt andet har universitetet et gratis fitness center, med maskiner og redskaber, og så afholder de dansetimer og yoga klasser og sådan noget. Det tror jeg jeg vil prøve:) Så er der også en pub, hvor de sommetider holder trivia-night og karaoke, og der er en therapy dog, som man kan komme og klappe, samt en fysioterapeut, der giver massage til halv pris for studerende, og så videre. Det lyder rigtig godt, men der var i det hele taget alt for mange informationer til at jeg kan huske halvdelen. Men nu har jeg da i det mindste en masse ting, jeg kan undersøge:)

Efter brunchen fik vi udleveret en pose med lidt gratis ting i - der var en Mount T-shirt , et par kuglepenne og en kalender.
Og så stod den på rundvisning. Vi blev delt ind i to hold med cirka 10 i hver, eller sådan noget.

De næste to timer vandrede vi rundt på hele campus i hælene på to af medlemmerne fra Student Union. Det var to piger og de var vældig flinke. De fortalte og fortalte, og vidste os alle de gode læsekroge, og cafeteriet, cafeen, baren, biblioteket og så videre.
Det er ikke et særlig stort universitet. De har kun seks bygninger og cirka 4000 studerende. Alle bygningerne, undtagen Birches og Westwood - boligbygninger - er forbundet med underjordiske gange eller viadukter, så man stort set ikke behøver bevæge sig udenfor hvis man ikke vil. Det er vist meget smart på de dage, hvor det er rigtig koldt. I dag er det faktisk temmelig koldt - i hvert fald mindst et par minus grader, men jeg hører at det er det samme i Danmark, så jeg skal nok ikke beklage mig;)

Efter rundvisningen endte vi på biblioteket, hvor vi fik lavet vores ID-kort. Jeg ser helt vildt smadret ud på mit foto - jeg anede slet ikke at jeg havde så store poser under øjnene. Øv. Men oh, well, man kan se at det er mig, og det er vel det vigtigste;)

Så skulle vi op til kontorerne og få et klistermærke på vores ID'er, så vi kan køre gratis med busser og færger i hele Halifax. Det er godt nok smart!

Derefter stod den på shopping. Det var kun 4 af os, der rent faktisk boede på campus. Det var lidt trist, for jeg havde regnet med at vi ville være flere. Det havde dog den fordel at vi alle sammen kunne være i bilen og ikke behøvede at tage bussen. Så Aris kørte mig, den kinesiske pige Lauray (aner ikke om det er sådan hun staver sit engelske navn), en franskmand Dion og en franskpige Majorie til Walmart. Det var en meget stort butik, der mindede en del om bilka, men nok var en lille smule mindre. Her kunne vi købe alle de ting vi manglede. Søndag eftermiddag havde jeg lavet en liste, og den vidste sig at være meget praktisk, da jeg nok ellers ville have været skrupforvirret. Så jeg fik købt en dyne, en hovedpude, et betræk, nogle snacks, et par clipclappere til at bade i, noget shampoo og nogle håndklæder, samt lidt andre småting til at pynte midt værelse lidt. Alt i alt blev til til $107, som jeg betalte i kontanter. Ekspedienten så på mig som om jeg var sindssyg - hvilken slags ungt menneske har så mange penge i kontanter?! Jeg blev helt bekymret og bange for at jeg havde gjort et eller andet forkert...

Da vi kom tilbage, skulle vi alle sammen forbi Residence Kontoret for at hente vores nøgler. Jeg var åbenbart ikke den eneste, der ikke havde fået min endnu. Så nu har jeg endelig en nøgle, så jeg kan komme ind og ud og låse efter mig. Det er godt nok en lettelse - en meget rart følelse:)

Så skulle jeg hen forbi madkontoret og få et stregkode klistermærke på mit ID-kort så jeg kan spise i kantinen, men da jeg kom frem var kontoret lukket! Så gik jeg da først helt i panik. Hvordan skulle jeg nu få aftensmad? Jeg skrev til Kay, og heldigvis sagde hun, at jeg bare skulle gå hen til kantinen og sige til dem at jeg ikke havde fået et kort endnu, og så smutte forbi kontoret når de åbnede kl. 9 den næste dag. (Det har jeg så gjort nu, så nu kan jeg frit spise lige så meget jeg har lyst til:P)

I sidste indlæg lovede jeg at fortælle jer lidt om kantinen. Jeg ved godt at det her bliver endnu et laaangt indlæg, men oh well. Folk, der kender mig, ved at jeg ikke forstår at begrænse mig:P

Kantinen hedder Rosaria Dining Hall. Jeg har købt (for rigtig mange penge!) en madordning, der giver mig fri adgang alle ugens dage. Det er en all-you-can-eat buffet. Hver dag har de fem varme retter ét sted, plus burgere og pomfritter og den slags (også all-you-can-eat!). Så er der fri salat bar, fri pizza og sommetider andre italienske retter. Og fladbrød så man kan lave sine egne wraps. Og to slags suppe til aftensmad. Og æbler og appelsiner. Og all-you-can-drink af sodavanad (cola, cola light, cola zero, fanta, 7-up), mælk, kakaomælk, appelsin- og æblejuice, tre slags kaffe, varm kakao, the og iskoldt vand. Så er der desuden også fri dessert bar. Og her mener jeg altså - all-you-can-eat af fire forskellige slags is (med vafler og to slags krymmel), blåbærtærte, muffins, cheesecake, chokolade mouse - indholdet varierer lidt, men der er altid mindst fire ting at vælge imellem. Jeg har ikke rørt dessertbaren endnu. Jeg tror det er lidt farligt, hvis jeg først begynder på det, så indtil videre kan jeg holde mig selv fast på at det kun er til weekenden. Mind you, jeg har kun været her i tre dage, så gud ved hvor længe det holder?:P Men jeg gør da i hvert fald mit bedste for at udskyde faldet så meget som muligt;)
Kantinen er forholdsvis ny, og meget ren og nydelig. Der er både langborde, små runde borde, barborde henne ved vinduet og sådan nogle klassiske diner-båse, hvor man kan sidde med sine venner. Der er en ret god udsigt ud over bugten, med nogle takstræer i forgrunden, og det er faktisk alt i alt et meget hyggeligt sted.
Personalet virker også meget flinke. Specielt én af dem, som jeg er blevet fortalt kaldes Pizza Mike. Han er meget venlig og spørger mig altid hvordan jeg har det, selv når han ser mig på gangen. Det er meget sødt af ham, og så føler jeg mig lidt mere velkommen:)

Jeg er så småt begyndt at falde lidt til. Nu kan jeg rent faktisk næsten finde vej rundt - i hvert fald fra soveværelse til kantine, hvilket er et stort fremskridt. Det var rart at møde alle de venlige mennesker, hvis eneste formål er at hjælpe os. Nu føler jeg mig ikke længere så alene og fortabt. Der er folk her, der bekymrer sig om hvad der sker med mig og hvordan jeg har det. Så ser verden straks mere håbefuld ud.

Om tre timer har jeg min første undervisningstime. Det bliver spændende. Ved endnu ikke helt hvad jeg kan forvente eller hvordan det fungerer. Men det fortæller jeg mere om senere. Så her takker jeg af for denne gang.

Så får I også lige lidt billeder af hvor jeg bor og lidt af noget af Rosaria Hall.

Atriumgården i Rosaria Hall, som er den bygning, der huser de fleste af studenteraktiviteterne.

Søen foran mit hus. Den er frossen.

Min bygning, Birch 2. Den vender mod sydøst, tror jeg nok. Mit vindue er på den venstre side. Der bor 20 mennesker i.

Birch 2 set på lidt mere afstand;P

I'm leaving on a jet plane...!

Nå. Så kom jeg endelig af sted.

I skrivende stund sidder jeg på mit nye værelse efter et efter omstændighederne overdådigt aftensmåltid. Jeg kan nu endelig slappe lidt af efter en umådeligt lang tur.

Men lad mig nu spring tilbage i tiden, til for 37 timer siden; da jeg tog af sted. (skal nok love ikke at kede jer med alt for mange detaljer - eller, øhm, oh well, I'll try...:P

Om fredagen var vi kørt over til min mormor og morfar på Sjælland, så jeg lige kunne nå at se dem lidt, inden jeg rejste.
Lørdag d. 2. januar stod vi op kl. 5.30. Jeg havde vist ikke rigtig fået sovet så meget den nat - rejsefeberen var så småt begyndt at indfinde sig. Aftenen forinden havde jeg pakket og vejet og gjort ved, så vi var klar til at køre hjemmefra kl. 6.

Der var ingen traffik, så vi ankom til CPH 2,5 timer for mit fly skulle lette. Det var dog rart nok, for så havde jeg tid til at stå og udskyde afskeden efter check-in og bagage drop. Det var lidt trist, men så alligevel også lidt mærkeligt, surrealistisk - jeg tror overhovedet ikke at mit underbevidste havde forstået at det var nu jeg skulle rejse. Ind i mellem har realiteten ramt mig som en hammer, men kun i korte øjeblikke. Derefter plejer det at jeg skal til Canada lige om snart at blive sådan en vag ting, der ikke rigtig har nogen konsekvenser.
Denne gang vidste vi jo godt hvad det gik ud på; hvordan det fungerer, når Ann tager væk i mange måneder. Dengang var jeg vist mere spændt end jeg var på det tidspunkt - men dér havde jeg også nye mennesker at møde og lære at kende under rejsen. Her var det bare mig. Ih guder, hvor følte jeg mig ensom, da jeg pludselig stod alene blandt toldfrie parfumer, kilometervis af blade og dyrt kunsthåndværk. Men jeg holdt mig selv oppe og satte ud på min første mission: Morgenmad. Da jeg så et Lagkage Huset var valget jo truffet. Kald mig bare cheesy, men min kæreste taler altid om den kæde, og den er fra Sønderjylland, og jeg savnede ham en del på det tidspunkt... så selvom det kostede mig en del, blev det til to rundstykker, en kop kaffe og en flaske vand. Kaffen havde ikke låg på, så jeg måtte gå i sneglefart mod gaten.

Hermed begyndte en laaaaang dag med rejser og venten og toiletbesøg og vindueskiggeri.

Først fløj jeg til Warszava. Spørg mig ikke hvorfor, men det kunne åbenbart bedre svare sig, rent prismæssigt. Så jeg fløj en time den forkerte vej.
I Warszava skulle jeg vente. I seks timer. Seks. Timer. Det var temmelig lang tid. Langsomt, uendelig langsomt gik jeg til gaten - no rush - men det tog mig alligevel ikke mere end en halv time fra jeg var kommet af flyet til jeg sad ved gaten. Heldigvis var der gratis internet i lufthavnen, så jeg brugte de første to-tre timer på facebook og med at irritere min familie med ustandselig chat på skype.

For mange detaljer? Sorry. Her får I lige et billede.

Min udsigt i seks timer. Efterhånden gik solen ned. Så fik jeg da noget at se på;)

På rejsedagen var Danmark helt grå og trist. Men sådan her så der ud over skyerne.

Kl. 16.05 begyndte der endelig at ske noget. På det her tidspunkt var jeg nået de første 120 sider gennem min bog, og mange mile ind i kedsomhedens land. Da boarding tidspunktet nærmede sig, spadserede jeg lige to gange rundt om alle butikkerne for at strække benene og ryggen lidt inden jeg skulle sidde ned de næste 8,5 time.

Kl. 16.50 lettede vi. Jeg havde fået en plads ved et vinduessæde, på inderside af en række med tre. Det var nu ikke det helt store, da solen på det her tidspunkt var gået ned, og vi ikke nåede at indhente den.
Nå, men jeg brugte en del tid på at skrive dagbog, i en fin lille bog, min kæreste havde givet mig. Så så jeg film. De havde mange gode film; blandt andet Frozen, Minority Report og V for Vendetta. Men jeg valgte nu Legend of the Guardians (en film med ugler) og Minions The Movie. Og så fik jeg læst lidt mere - viva la gode bøger når man har tid at spilde!:)

Flyet fløj til Toronto, for fly direkte til Halifax er åbenbart ikke rigtig noget der gøres. Det virkede også en smule bagvendt, for jeg fløj næsten forbi Nova Scotia på vejen. Men det er som om "Kan I ikke bare lige sætte mig af her?" ikke rigtig virker på et fly...

Kl. 19.46 lokal tid (den var nu to om natten i Danmark og i mit hoved) landede flyet. Men derfra skulle vi sidde og vente i en halv time eller sådan noget, fordi gaten var optaget. Det var selvfølgelig lidt træls. Folk så frem til at kunne strække benene.

Endelig kom vi af, og måtte nu bevæge os mod bagage reclaim. Først skulle vi gennem border control. Her skulle kontrolløren se mit Acceptance Letter, som jeg heldigvis havde medbragt. Derfra gik det ganske let. OG JEG FIK ET STEMPEL I MIT PAS! JUHU! Nu ser jeg så berejst ud:)

Og så befandt jeg mig pludselig i Canada.

Bagagen var lidt forsinket, og jeg var den sidste til at få min kuffert, så den var 4:15 (i mit hoved, kun 22 i Canad) før jeg kunne begive mig mod Hotel Shuttle opsamlingsstedet. I Toronto skulle jeg overnatte inden flyet mod Halifax afgik kl. 9 den næste morgen. Her havde jeg booket en overnatning på Nü Hotel.
Der var pissekoldt i Toronto. Jeg kom endelig frem til opsamlingsstedet, blot for at opdage at man skulle ringe for at de kom, og jeg havde ikke nogen telefon. Der var en gratis telefon ved informationsdesken, men siden det aldrig var lykkedes mig at finde den, følte jeg mig godt nok lidt fortabt som jeg stod der i iskolde Toronto, med mine to kufferter, super overtræt, helt mutters alene i verden...
Denne taktik virkede heldigvis efter hensigten, da en venlig dame ved navn Grace tilbød at ringe til mit hotel for mig. Hun var virkelig sød, og sagde at hun selv havde rejst meget og kendte følelsen. Så endelig kom min shuttle bus - en hel bus, kun til mig (den var vist nok bestilt til en anden dame, der skulle samme sted hen, men det er en anden historie:P).

Derefter fulgte mere venten, da jeg også skulle vente på at kunne checke ind. Mit hotel var åbenbart hotel/billeje. Det virkede en smule tacky - sådan lidt trestjernet-motorvejsmotel-agtigt, men det var nu rent og nydeligt (i modsætning til flere kinesiske hoteller, jeg har prøvet...). Så endelig, kl. 4.30 (dansk tid) kunne jeg udmatte sætte mig på sengen i mit hotel værelse. Udenfor vinduet brølede flyvemaskiner forbi, men jeg var ærlig talt så træt at jeg var ligeglad. Så mange ting at tage stilling til, så lidt overskud, så meget hjemve. Her følte jeg mig temmelig ynkelig. Den tanke, der gik mest gennem mit hoved var "Jeg må jo være vanvittig..."

Men jeg satte alarmen til 6.15 (eller 12.15 - min telefon troede stadig jeg var i Danmark), tog nattøj, ekstra trøje og varme sokker på, gik i seng og sov som en baby. Efter en god nats søvn og et bad næste morgen følte jeg mig straks lidt mere klar på det.

Kl. 7 lokal tid næste morgen var jeg tilbage i lufthavnen. Her tjekkede jeg igen ind - det gik jo let som en leg nu hvor jeg havde taget på det!

Så købte jeg noget morgenmad - meget dyr morgenmad - fandt gaten og satte mig til at vente. Igen. tredje og sidste etape af min rejse kunne begynde.

Kl. 8.35 lokal tid kunne jeg boarde igen. Endnu en vinduesplads, selvom der desværre også denne gang var overskyet hele vejen. Her havde jeg besluttet bare at sidde og lytte til lidt af min musik - jeg havde sådan lidt brug for noget velkendt.

Udsigt over Nova Scotia. Overskyet, gråt og dækket af sne. Her fik jeg endelig den vinter, vi savnede i Danmark:P

 Her fløj jeg en time frem i tiden, så jeg ankom i Halifax kl. 12.05 lokal tid (Toronto plus en time, Danmark minus 5 timer).
Halifax var også en okay stor lufthavn, alt taget i betragtning. Da det var et internt fly, skulle vi ikke igennem border control igen, så jeg kunne bare gå direkte til Arrivals hallen, hvor Kay - mit nye universitets international studerende koordinater havde arrangeret et pick-up. Her mødte jeg så Aris, der er studentermedhjælper i det International Center. Han havde en velkomstpose til mig (med nogle universitetsbrochurer og sådan noget), og så hjalp han mig med at finde min kuffert og kørte mig til universitetet, der lå cirka en halv time fra lufthavnen. Undervejs snakkede vi en del - det var meget hyggeligt. Alt i alt en god velkomst.

Lige indtil jeg kom frem til Residence kontoret og steg ud af bilen. Her knække elastikken i mit armbånd, som jeg havde fået af min kæreste, og alle perlerne fløj ud over det hele. Jeg sværger, jeg var overbevist om at det var et dårlig tegn. Så jeg var nede på alle fire, og fik heldigvis også fundet de fleste perler igen. Nu må vi se om jeg kan fikse det...:/

Mere bøvl fulgte. På Residence kontoret havde de åbenbart lavet en fejl med min nøgle - et eller andet med at postkassenøglen ikke var der. Så jeg kunne ikke få nøglen til mit værelse. I stedet kørte den sikkerhedsansvarlige med os hen til den bygning, jeg skulle bo i, hvor hun så låste mig ind.
Her mødte jeg også Ashley, som er min RA - Residence Adviser, something. Hendes job er at sørge for at vore bygning bliver gjort rent og at folk overholde reglerne, og så står hun også for sociale arrangementer for bygningens beboere.

Hold vejret, for her kommer mere bøvl! Jeg havde ikke medbragt nogen dyne, pude, lagen, dynebetræk eller hovedpudebetræk. Så det var der ikke noget af. Og det kontor, der måske ville have noget, havde lukket i dag, eller det troede Aris i hvert fald.
Her blev jeg igen reddet af to venlige Canadiere. Aris talte med Kay og fandt på mystisk vis ud af et eller andet, sådan at Ashley senere kunne komme og banke på med en pude, et lagen og et fleece tæppe. Det skal kun holde en enkelt nat - i morgen tager alle internationale studerende ud og køber ind - så det går nok.

Dér var jeg så, kl. 13 i mit nye værelse, som skal være mit nye hjem i de næste fire måneder. Det første der slog mig var den sygelige brækgrønne/okkergule farve på væggene. Ved ikke helt om jeg bryder mig om den...
Værelset er alt i alt et typisk kollegieværelse. Der er en seng, et skrivebord, et skab, et par hylder, og en lille kommode med tre spejle.
Alting er lidt slidt og kunne godt trænge til en omgang maling (specielt i en ny farve), men det er rent og funktionsdygtigt, hvilket jo i bund og grund er det vigtigste.

Mit meget tomme skab, og mit 'dressing table'.' Skal have købt mig nogle bøjler.

Mit skrivebord. Det er en god nok stol, men tror jeg køber en lille pude, haha:)

Min seng. I skufferne under den har jeg det meste af mit tøj. 

De næste timer brugte jeg på at pakke ud. Når jeg siger det sådan, lyder det som om det var noget, der tog tid. Sandheden er, at det nok alt i alt tog mig 40 minutter at pakke alle mine ting ud og finde nye steder til dem. Så brugte jeg resten af tiden på facebook og skype. Mens jeg følte mig lidt ensom og ynkelig og 'out of place.'

Ashley kom og hentede mig kl. 5. Hun havde tilbudt at tage mig med hen til cafeteriet, vise mig lidt rundt og fortælle mig hvordan tingene fungerer. Det var rigtig hyggeligt, og vi snakkede en del sammen. Cafeteriet havde en all-you-can-eat buffet, men den vil jeg fortælle mere om i næste indlæg, for jeg kan mærke at det her allerede er flere sider for langt...:P

Så nu sidder jeg her. Jeg har så småt gjort krav på værelset ved at rode lidt på alle vandrette overflader, og nu føler jeg mig lidt mere hjemme, i det mindste på sådan en lillehjerne-territorisk måde. For mig er klokken ikke ret mange, men folk derhjemme er så småt gået i seng. Det giver lidt en ekstra dimension til tomheden, selvom mennesker selvfølgelig ikke holder op med at eksistere, når de sover. Men de eksisterer ikke for mig, lige nu. Hvis ikke det var for min kæreste, der stoisk holder sig vågen for min skyld (haha, who am I kidding?:P), så tror jeg nok jeg ville være lidt ked af det.
Som det er nu, er jeg mere spændt på hvad morgendagen bringer, og på om jeg kan holde mig varm i nat...:)

I mit næste indlæg vil jeg fortælle om orienteringsdagen i morgen, om vores fantastiske kantineog om de første dages undervisning. Jeg ved ikke lige hvornår jeg har tid til bloggen igen, men det bliver nok ikke om så vanvittig længe:)

Et velkomstskilt Ashley lavede til mig, som hænger på min dør:D