Gensynets Glæde

Nu er skolen færdig, og jeg rejser rundt med mor og far og fejrer den første uge af min 17 uger lange sommerferie. Mor og far har været her seks dage, men vi har allerede set så meget, at det føles som meget længere.Kan virkelig ikke forstå at det er mindre end en uge siden jeg havde min sidste eksamen!

Min sidste eksamen var tre timer i Detective Fiction, fra kl. 9 til 12. Denne gang foregik det i de store auditiorier i Seton. Der sad jeg så sammen med mit lille hold på 8 mennesker og skrev og skrev og skrev til min højre hånd var helt rød og øm. Men da jeg så afleverede min opgave, spurgte min professor så hvornår jeg tog hjem, og om ikke jeg ville sende flere danske studerende, for de var jo så dygtige. Haha, det syntes mit ego godt om, og jeg forlod min sidste eksamen med et stort smil på læben. Vejret var fantastisk den dag, så jeg slentrede glad gennem universitetsparken til kantinen for at spise frokost. For første gang i to uger kunne jeg rigtig slappe af, så jeg brugte 2 timer på at sidde og spise og snakke med de andre. Nu var jeg endelig fri til at tage på det eventyr, mig og Danielle havde snakket om, og solen skinnede, det var varmt, så vi besluttede os for at tage en tur til Peggy’s Cove – et meget berømt fyrtårn, der ligger lidt syd for Halifax. Det var bare os to, men vi gjorde det til et rigtig roadtrip, med Starbucks Frappuchino og de helt store kameraer. Tror vi brugte to timer med bare at trampe rundt i lyngen og klatre på klipper og tage tusindvis af billeder.

Da vi kom hjem omkring kl. 18 spiste vi vores sidste aftensmad i kantinen. Her sad Evan også – han havde sin sidste eksamen fra 19-22, så han var ved at være temmelig nervøs. Vi ønskede ham held og lykke, og så gik vi tilbage til vores Birch. Efter at have skypet i halvanden time med Rasmus – første gang vi rigtig kunne snakke sammen i et stykke tid – satte jeg mig ned i loungen for at sortere mine billeder. Danielle kom og så sad vi sammen og snakkede lidt. Så kom Brandon og Bailie, så Ashley og Justin, og så kom Evan med hans kæreste, og til sidst Amy, og så var hele slænget samlet.

Fra venstre mod højre: Angela, Evan, Danielle, Amy, Baillie, Brandon, Justin, (Ashley på toilletet, og mig der tager billedet)

Det var en rigtig hyggelig sidste aften, hvor vi bare snakkede og spillede bønnespillet en sidste gang – Brandon insisterede på at han ville vinde en sidste gang, og Danielle ville opretholde sin føring, selvom jeg vandt sidste gang:P

På dette tidspunkt sad mine forældre i flyet fra Toronto til Halifax. Det var en meget underlig følelse – at have fri og gå rundt og have det sjovt, mens mine forældre samtidig befandt sig i en slags limbo et sted over Atlanten. Man er jo aldrig rigtig klar over andre menneskers rejsetid og proces, når man ikke selv rejser med.

Den næste morgen – Lørdag d. 23. april – stod vi alle sammen okay tidligt op for at mødes i kantinen til en sidste gang morgenmad. Her gik vi virkelig til den og spiste alt hvad vi kunne af spejlæg, pølser, vafler, toast, muffins etc. Det var lidt vemodigt, men også ganske muntert. Vi havde jo alle sammen fri nu og verden og sommeren lå foran os, og vejret var fantastisk – en ting Canadiere virkelig forstår at værdsætte;)

Så blev der ellers pakket og gjort rent i hele bygningen. Folk trampede op og ned ad trapperne tungt belæsset med tasker og kasser og poser. Det føltes som den sidste dag på sommerlejr, og det var vist først nu det begyndte at gå op for mig at jeg nu skulle forlade The Mount; mit hjem gennem de sidste 4 måneder.

Kl. 10.30 fik jeg pludselig en besked fra mor og far ”Vi er her nu – mor skal virkelig bruge toilettet.” og så måtte jeg jo skynde mig ned til hoveddøren, og lukke op, og der stod mine forældre sørme ved en hvid bil – selvfølgelig skulle far have en hvid bil – og så lidt forvirrede ud.

Det var så rart at se dem igen, selvom det også var lidt mærkeligt pludselig at have dem her, i Canada, på min skole. Efter at vi havde pakket bilen, og jeg havde gjort mit værelse rent – med inspektør-mor til at give mere eller mindre brugbare råd – smuttede vi forbi Residence-kontoret og afleverede min dyne, tæppe og håndklæder til genbrug til Syriske flygtninge. Så viste jeg ellers de gamle rundt på universitetet – udpegede og fortalte, og ledte dem op og ned ad trapper og gange – ”her spiste jeg hver dag”, ”Her købte jeg mine bøger”, ”Her havde jeg Shakespeare’s Contemporaries” og så videre og så videre.

Omkring kl. 13 sagde jeg farvel til Mount Saint Vincent University for sidste gang. Så kørte vi ned Halifax, hvor jeg fortsatte min rundvisning – de få steder jeg havde været dernede. Jeg tog min mor med i Black Market, viste dem havnepromenaden og biblioteket, og vi spiste frokost på en fin italiensk restaurant på Spring Garden Road.

Den aften overnattede vi i et fint lille motel, og den næste dag stod på shopping inden vi forlod Halifax for næste etape af eventyret. Vi tog til Halifax Shopping Mall, hvor jeg fik købt de plakater og den T-shirt jeg længe havde haft øje til, og jeg viste mor Value Village og Michaels.

Vi så også Fairview Cemetery, hvor mange af Titanic-ofrene ligger begravet. Det var faktisk rigtig trist. Der var en grav med det yngste offer – en to-årig baby kendt som ”The Unknown Child” fordi han ikke kunne identificeres. Der var også nogle unge 19 og 20-årige mænd, hvor der stod ”deeply mourned by his parents” på den ene af gravene. Alle de knuste drømme og håb. Jeg kunne lige se det for mig – sådan en ung mand, der troede han skulle til Amerika og finde sig en plads i verden…

Omkring kl. 14 sagde jeg så farvel til Halifax, og vi kørte videre mod Peggy’s Cove, som jeg ville vise til mine forældre. Her var den sødeste lille fiskerby, som jeg var sikker på far ville elske.

Efter Peggy’s Cove kørte vi mod Lunenburg – en af de ældste, bedst velbervarede byer i Nova Scotia – hvor vi havde booket vores anden overnatning. Her boede vi på Lunenburg Inn Bed and Breakfast, som var det kæreste lille hotel. Det var en gammel bygning fra 1800-tallet, og indrettet derefter med blomstret tapet, hvidmalede træpaneler, og gamle møbler over det hele. Det var også i denne by at det (åbenbart legendariske) skib Bluenose kom fra; de havde en kopi liggende i havnen, fordi originalen sank. Det var en meget berømt Canadisk racerbåd, der havde været ubesejret i mange år, selv mod USA, indtil det sank… Bluenose er oven i købet på deres 10-cents mønter. Canadiere gør virkelig meget ud af at understrege hvor overlegne de er i forhold til USA.

Lunenburg Inn

Den næste morgen, Mandag, kørte vi fra Lunenburg ind over landet til Annapolis Royal på nordvestkysten. Vi stoppede lidt i national parken Kejimkujik, som havde været et meget vigtigt område for Mikmaq-indianerne, og havde nogle meget interessant istidslandskaber.

I Annapolis Royal boede vi på et lille ganske hyggeligt, men dog ganske dødt, motel. Vi begyndte virkelig at kunne mærke at April ikke var højsæson; alle museer var lukket, og mange restauranter holdt ikke åbent i hverdagene. Men det gjorde nu ikke så meget – så fik vi også alle vores hoteller meget billigere;) Annapolis Royal var den ældste, permanente Europæiske bosættelse i hele Nordamerika; oprindeligt fransk, men også skotter og Englændere havde boet her (det frugtbare område var også årsag til rigtig mange krige, fordi Englænderne ville have den jord som acadierne – franskmænd – havde gjort frugtbar ved hjælp af diger).

Fort Anne

Tirsdag kørte vi mod Digby og ud ad Digby Neck – en lang tange, der strakte sig ud i Fundy Bay. Her kunne vi virkellg se det kraftige tidevande, der dominerer Fundy-bugten. Da vi ankom aftenen forinden havde alle floder og søer været udtørret og dækket af brunt mudder, men senere den dag så vi dem blive fyldt, og fyldt og fyldt. Tidevandet i Fundy Bay kan variere med op til 13 meter! Det var godt nok lidt vildt at se i løbet af de tre dage vi befandt os på kysten af Fundy. Ved spidsen af Digby Neck tog vi en lille færge til Long Island (ikke den i New York:P). Her så vi en balancerende sten – en klippeblok, der var blevet efterladt stående opret nede ved kysten – ret imponerende. Det var meningen at vi også skulle have set på hvaler, men dem var der ikke nogen af på denne tid af åretL

Balancing Rock - en basalt søjle, der har balanceret på højkant i tusindvis af år.

Så kørte vi op langs kysten og overnattede i Wolfville, ved Minas Basin, der egentlig viste sig at være en ganske hyggelig, lille universitetsby. De havde den sødeste boghandel, hvor jeg vist ved et uheld kom til at købe lidt tilføjelser til min i forvejen alt for store bogsamling:P I Wolfville boede vi i endnu et dukkehus fra 1870erne – vi forsøgte at variere så vi boede skiftevist i et fancy bed and breaksfast og skiftevis på et okay motel.

Den næste morgen kørte vi til Parrsboro og Joggins, hvor vi så nogle spændende geologiske museer med fosiler og ædelstene. Nova Scotia – og specielt Fundy Regionen – er åbenbart enhver geologs største drøm. Her kan man se aflejringer fra frem forskellige tider, og der var masser og masser af fosiler og halvædelstene. Vi ankom lidt sent, så vi havde ikke rigtig tid til at lede efter halvædelstene i Parrsboro, men i Joggins kunne vi rigtig gå på fosiljagt. Områderne er beskyttet af ”Special Places Protection Act” så det var ikke tilladt at tage fossilerne med hjem, men det betød så også at strandende flød med dem. Så tog vi til gengæld rigtig rigtig mange billeder. Her fandt vi blandt andet forstenede træer fra Jura-tiden, og masser af andre forstenede ting og sager – ja, jeg vil jo gerne lyde som om jeg ved hvad jeg snakker om, men må indrømme at mit fossilsk er lidt rustent:P

(indsæt billeder af fossilerne).

Træ-fossiler ved Joggins Fossil Centre.

Fossil-klipperne ved Joggins.

Forstenet træ.

Mor og far leder efter fossiler, og fotograferer dem, fordi vi ikke måtte tage dem med hjem.

Forstenet træstamme, der bare lå på stranden.

Den aften sov vi i et hotel, HI-Wentworth Hostel, der lå ude midt i ingenting. Det var en kæmpe bygning – meget gammel – med gange og trapper og værelser over det hele. Det var et rigtig hostel, der vist mest var til unge hikere og skifolk, men det var nu dejlig billigt, og ganske godt.

Torsdag var mest en transport-dag, hvor vi skulle fra midten af Nova Scotia til toppen; Cape Breton Island, der eftersigende skulle minde meget om det skotske high land, hvorfra de fleste af indbyggerne nedstammer. Her gør de meget ud af den keltiske afstamning, og mange af bynavnene heroppe er keltiske; MacIntyre, Aberdeen, Glencoe, og så lige et indiansk navn hist og her – eksempelvis den by, hvor jeg nu sidder og skriver dette, Whycocomagh.

Men torsdag morgen fik mine forældre deres første virkelig Canadiske oplevelse: vi vågnede op til en verden dækket af sne. Hele dage sneede det, og mens vi kørte nordpå udviklede det sig til en veritabel snestorm, der gjorde det til noget af et offer hver gang vi stoppede bilen for at stå ud og tage billeder.

Snestorm i Antigonish

På vejen hertil kørte vi langs Lake Bras D’or – et smukt område med stejle skrænter, søer og små fyrredækkede øer. Her så vi mange ørne og andre rovfugle. Først så vi dem kun cirkle rundt oppe i himlen, men jeg sad bare automatisk og skannede skoven på begge sider af vejen, da jeg pludselig fik øje på den største havørn. Den sad på en gren lige ved vejen, stor og majestætisk og… gigantisk! Jeg sværger at den var på størrelse med et barn. Jeg var alt for overvældet til at gøre andet end at udbryde ”WHOOOAAAA! SÅ I DET?!” Derefter holdt vi vågent øje med vejkanten og skovene, og fik spottet flere rovfugle, blandt andet en ugle.

Klokken 17.30 ankom vi til Aberdeen Motel, drevet af en sød dame med en tysk accent – det var helt sjovt at høre nogen med kraftigere accent end mine forældre:P

Så nu sidder jeg i vores lille, hyggelige værelse. Mor ser et kunst/haveprogram på det lille tv, og far kigger efter hoteller til i morgen. Vi har tre dage tilbage i Nova Scotia, men jeg kan roligt sige at det allerede har været en fantastisk tur, og jeg er så glad for at mine forældre kom herover for at rejse sammen med migJ Det ville ikke have været det samme alene.

Jeg tror ikke jeg når at opdatere bloggen igen inden jeg kommer hjem, men så laver jeg lige et sidste lille indlæg for at runde af. Håber I har nydt af følge med her. Jeg har i hvert fald nydt at kunne skrive løs om mig selv:P

Work, work, work, work, work... og så slap lidt af en gang i mellem:P

Så, lidt over en måned senere er jeg her igen:) I sidste indlæg fortalte jeg om alle de ting, der ventede mig i eksamensperioden, og i dag har jeg netop afleveret min sidste opgave. Nu venter eksaminerne i næste uge - fire eksaminer fordelt på fem dage.
Jeg afleverede den første opgave d. 22. marts - den fik jeg tilbage med 'Amazing' skrevet i margin:) Så havde jeg én den 30. marts, 6. april, 11. april og den sidste nu her i dag kl. 12. Puha! Det er helt mærkeligt nu, ikke at skulle sidde oppe hele morgenen, dagen og aftenen og arbejde på opgaver og min tegning.

I Shakespeare's Contemporaries havde vi mulighed for at lave vores research project som et stykke kunst, og det var vi fire, der valgte at gøre. Så skulle vi finde et emne til ét af de skuespil vi har læst i løbet af semesteret, og lave research, men vi skulle kommunikere vores research i form af et stykke kunst, med en tilhørende opgave, der beskriver researchen og hvordan den er indkorporeret i billedet. Mit projekt blev meget detaljeret og gennemført - med det resultat at opgave var sådan cirka alt for lang, og tegningen tog 60 timer...

Min lille læsekrog i bibliotekets stillesal.

Sidder i køkkenet og tegner.

Mit sidste essay i Canada, afleveret i dag kl. 12. 

 Så de sidste to-tre uger er jeg kommet hjem fra skole, har arbejdet på mine opgave til kl. 18, spist aftensmad og så siddet og tegnet fra 19 til midnat. Hver dag. Projektet skulle afleveres i mandags, så søndag aften sad jeg oppe til kl. 2.30 om natten for at nå så langt at jeg kunne gøre den færdig næste morgen. Danielle, Evan og Brody sad sammen med mig, så det var faktisk rigtig hyggeligt. De var også stressede over deres opgaver og andre ting - hele campus er virkelig fyldt med stress hormoner! Her fik jeg også et lille glimt af Canadisk historie og kultur, for der udviklede sig en højtrystet diskussion om hvorvidt det var okay at britterne smed franskmændende ud af Nova Scotia. Danielle og Evan er af acadisk afstamning (fransk), mens Brody er af britisk, så det var meget personligt for dem.
Men jeg blev bogstaveligt talt færdig med min tegning 15 minutter inden timen. Det var virkelig stressende, men faktisk også ganske afslappende - en anden slags lektier, der var en rar afveksling, og ganske meditativt. Jeg fik endelig brugt mine grå tuscher som jeg fik af mor og far i julegave, og effekten blev faktisk ganske interessant.

Mit projekt handler om renæssance-skuespillet The Spanish Tragedy af Thomas Kyd. Det er en hævn-tragedie, hvor en mand bliver myrdet, hans elsker tager hævn ved at elske en anden mand, den anden mand bliver myrdet af de samme mænd, og hans far og kvinden tager hævn på morderene. Everybody dies. Her researchede jeg også en masse små renæssance-emblems - symbolske afbildninger af abstrakte koncepter og ordsprog, som jeg så brugte til at kommunikere mening.

Så fordi jeg har været så travlt optaget, har jeg faktisk ikke lavet så meget andet. Jeg har dog gjort mit bedste for at tage tid til det sociale, og her i de sidste par uger er vi begyndt at spille bønnespillet; mig, Danielle, Bailie og Brandon. Brandon er økonomi-studerende, så han elsker det her spil, selvom det ikke er lykkedes ham at vinde endnu;)
I går aftes havde vi en rigtig hyggelig aften, hvor vi sad i loungen - Evan og Courtney var der også - og så spillede vi ellers bare bønnespillet hele aftenen, da vi ikke kunne koncentrere os om vores lektier længere;)
Der er kun 19 dage til jeg kommer hjem, og 9 dage til mor og far kommer:D, men selvom jeg glæder mig rigtig meget, så er det også ret trist. Jeg kommer virkelig til at savne mine nye venner her i Canada:/

De næste to uger er eksamensuger her på MSVU. Det virker super komprimeret, sammenlignet med derhjemme hvor vi har måneder, men de forventer selvfølgelig også en del mindre her. Eksamen tæller kun for 25-50% af den samlede karakter, så det er ikke jordens undergang. Men overalt på gangene og på biblioteket sidder der studerende og sveder over store bøger og blanke dokumenter. Biblioteket har udvidet deres åbningstid, så de har åbent til kl. 2 om natten, for dem der virkelig har travlt, og de har åbnet en ekstra cafe så folk kan få deres kaffe;)

Det bliver svært at få tid til at være sammen, men i dag tog mig, Danielle og Amy os tid til det. Da Amy var færdig med sin eksamen mødtes vi og tog bussen ned til byen. Danielle kendte end butik, der hed The Black Market, som jeg simpelthen var nødt til at se, og så gjorde vi et helt lille eventyr ud af det.
Butikken var en rigtig hippie-butik, fyldt med farverige smykker, tørklæder og røgelse. Det var helt fantastisk:P Der var så mange små nuttede sølvsmykker og sjove ørenringe, at jeg vist kom til at gå lidt amok;) Jeg fik brugt $60 (300 kr), men det var så sandelig også det hele værd. Jeg købte to par ørenringe, hvor det ene var i sterling sølv, og så købte jeg også nogle vedhæng til mit armbånd, så jeg også har lidt fra Canada. Her købte jeg (selvfølgelig) et ahorn-blad i sølv, samt en lille hvalehale. Derudover købte jeg også nogle gaver til folk, men dem fortæller jeg selvfølgelig ikke om her;)

Bagefter gik vi ned til havnefronten og gik en tur langs havet. Det var en rigtig smuk dag - den første i lang tid, med høj solskin, blå himmel og en mild brise. Det virkede virkelig som et hyggeligt område, selvom det desværre var udenfor sæsonen, så mange af de små turistbutikker var lukkede.

Vist nok en retsbygning.

Mig, Danielle og Amy på færgen til Dartmouth. Det er altså jakken, der får mig til at se tyk ud:P

Halifax havnefront, set fra Dartmouth. Ikke helt lige så imponerende som Shanghai, men da ganske pænt:P

Vi tog færgen over til Dartmouth - den anden halvdel af Halifax, eller en slags forstad, nabo-by-ting. Her blev Danielle og Amy ved med at insistere på at man altså ikke skulle komme efter solnedgang, men det var også stadigvæk højlys dag, så vi var 'sikre';)
Vi gik langs havet her, og kom til et område hvor der var nogle pakhuse, som nogle unge mennesker havde fået lov til at male grafitti på. Der var faktisk nogle af dem, der var rigtig gode.

Omkring kl. 18.30 var vi ved at være ret trætte, ømme i fødderne og sultne, så vi begav os hjemad. Det var jo en laaaang tur tilbage igen, så den var 20 før vi endelig kunne sætte os i skolens kantine med nogle burgere og pomfritter - det eneste de serverer så sent.
Vi var lige ved at falde i søvn ned i maden, men det havde nu været en rigtig god eftermiddag, og en god lille pause til opladning inden den svære eksamenstid begynder. De næste fire dage skal jeg bruge på at læse op, og i næste uge bryder helvede løs. Ej, det er nu ikke så slemt (jinx). Min shakespeare professor holdt en ekstra lille time for os, der gerne ville forberede os lidt mere, så vi brugte et par timer på at sidde og gennemgå en eksamensopgave og snakke om hvad man kunne gøre for at få flere point. Det hjalp faktisk rigtig meget, og fordi de fleste af mine eksamener minder om den, er jeg ikke sååå nervøs længere. Det skal nok gå. Og eksamenerne tæller alligevel kun for højest 30% af min samlede karakter, og fordi jeg har gjort det så godt i timerne og i de andre opgaver, er jeg ikke i fare for at dumpe, og det er jo egentlig det eneste jeg behøver bekymre mig om. Men det er nu alligevel rart at gøre sit bedste.

Jeg undskylder igen at det skulle tage mig så længe at skrive igen, men som I kan se har jeg haft travlt. I den næste uge får jeg endnu mere travlt, men måske vender jeg tilbage igen, når mor og far er kommet herover:)

Så en flok dådyr på vejen hjem fra skole ved højlys dag i går!

Sne i april... fordi Canada.

Livstegn - Eksamensperioden nærmer sig

Nu har der efterhånden været stille på bloggen i et stykke tid, og folk er begyndt at kommentere, så her kommer lige et lille kort indlæg. Jeg mener det!
Eksamensperioden begynder at nærme sig - for ikke at sige at jeg har min første store opgave for til om 10 dage...
Jeg får virkelig virkelig temmelig travlt i den næste måneds tid. Bliver helt stresset bare ved tanken. Kan godt mærke at jeg virkelig har testet mig selv med fem fag, og mit perfektionsniveau. For nu at opsummere, så skal jeg inden for de næste fire uger skrive 3 større opgaver - 2500 ord (10-12 sider), skrive 2 essays (2000), og tage 4 skriftlige eksaminer...

Min vægkaldender. P'erne er opgaver og cirklerne er eksaminer.

Jeg er så småt begyndt at tænke over emner, men når jeg samtidig skal læse 1-2 bøger om ugen, er jeg hårdt presset med tiden til research. Jamen Ann, hvorfor sidder du så nu og spilder tiden på din blog?:P Jeg ved godt at jeg forsømmer jer lidt derhjemme, og aldrig ringer eller uploader billeder, så det her er mig, der forklarer situationen og offentligt undskylder for mangel på kontakt i den næste tid;)

Hvad er der sket siden sidst? Hmm, ikke såå forfærdeligt meget. Torsdagen for to uger siden - 27. februar - var der Mardi Gras-fest på skolen. Det er en fransk højtid, som fejres af Acadierne, som der er mange af her i Nova Scotia, og nok mest af deres efterkommere i de amerikanske sydstater. Denne aften holdt skolen altså fest, og det var tilsyneladende årets fest. Billetten kostede $7, og den købte jeg selvfølgelig i god tid. Vi var fem, der tog af sted: Mig, Danielle, Bailie, Brandon og Evan. De andre tog fint tøj på og da jeg kiggede på den éne kjole jeg havde taget med, indså jeg at den slet ikke var fancy nok. Heldigvis havde Danielle en rigtig fin kjole som jeg kunne låne. Hun kunne ikke passe den længere, så jeg fik samtidig chancen for at føle mig både tynd og umådeligt sexet i hendes kjole, der var rigtig fin; sort med palietter. Det eneste billede jeg har af den, er dog ikke særlig godt, så det må i ikke dømme den på:P

Festen startede først kl. 22, så inden da mødtes vi i loungen til "forfest." Mand, Canadiere er godt nok ikke særlig gode til forfest:P Vi endte bare med at sidde og snakke, som vi altid gør, men det var nu også rigtig hyggeligt. Der er åbenbart strenge regler for alkohol, så selvom vi godt måtte drikke, måtte vi ikke tage alkohollen med ud af loungen, hvis ikke den var i en lukket beholder - i.e en kop med låg på:)
Mens vi sad og snakkede, gik der to hjorte forbi udenfor vinduet! Det var helt vildt. De stod bare ude på vejen og stirrede forskrækket på alle de mennesker, der pludselig fór hen til vinduet. Jeg fik ikke taget nogen billeder, men det var da godt at vide at her rent faktisk er dyr. Her i vinteren virker campus temmelig tomt for dem, bortset fra de famøse krager.

Kl. 22 gik vi hen til Rosaria med vores billetter og vores fancy kjoler. Det var virkelig virkelig koldt, så vi var temmelig glade da det endelig var vores tur. Så skulle jeg vise mit pas for at bevise at jeg var over 19 og altså gerne måtte få et lyserødt armbånd, der fortæller barfolkene at jeg godt må drikke.
Da vi kom ind måtte vi tage to farvede 'perle'halskæder fra et bord, som Mardi Gras-udsmykning og så var festen ellers i gang. Eller, øhm, det tog den lige en time at komme rigtigt i gang. Vi købte drinks, og jeg fik én der hed Purple Haze (som var blå). Den smagte temmelig godt, selvom det er første gang siden jeg kom til Canada at jeg har drukket alkohol.
Så fik vi taget et gruppebillede sammen. Det er åbenbart en ting man gør til fester herovre - der var stillet en stor, hvid baggrund op, og så var der en studerende hvis job det var at bruge hele aftenen på at tage billeder af folk.

Evan, Danielle, mig, Bailie, Brandon.

Så dansede vi i de næste to timer, og til min hemmelig fryd, var det kun Bailie af de andre, der kunne danse, så jeg lignede ikke en total idiot:P

Kl. 1 var festen dog ovre. Det var temmelig mærkeligt. Al det arbejde for en fest, der kun varede 3 timer? Vi var jo ikke engang halvvejs færdige med at feste (selvom jeg var temmelig træt og havde timer fredag morgen). Jeg kan da ikke forestille mig at det er god politik at ende festen så tidligt - så tager eleverne jo bare til efterfester et sted, hvor der ikke er voksne til at passe på. Hm.
Men vi gik i hvert fald hjem, og jeg sov som en sten og var temmelig groggy morgenen efter:P

Om søndagen, d. 29. februar(?), var der Oscar-night i min Birch. Ashley havde pyntet loungen med guldpapir, og så mødtes vi ellers klokken 19 til den røde løber. Det var rigtig hyggeligt. Folk var også fint klædt på - dog ikke så fint som til Mardi Gras - og der var sodavand, chips og cocktails. Jeg tror vi var otte eller ni, så det var jo ganske imponerende. Så sad vi ellers og kunne kommentere folks kjoler og genkende kendte mennesker i baggrund og sådan. Det var meget sjovt. Det er første gang jeg har set et Oscar-show live, med det hele, og nu hvor tidsforskellen jo ikke er et problem, tænkte jeg at jeg ville udnytte chancen.

Her fik jeg også mødt én af de andre beboere - en Ukrainsk kandidat-studerende - der var mødt op i jakkesæt. Han var meget flink og sjov, og en med-europæer:P
Efterhånden som aftenen skred frem gik det op for os, at der ikke var nogen af os, der havde set de nominerede film - ud over Star Wars og Inside Out. Men ud fra filmklippene så de nu imponerende nok ud.

En af de ting vi nok snakkede mest om, var Chris Rock's værtskab og hans harme over racismen i Hollywood. Vi var alle fuldt for ham, og syntes det var meget sjovt, det meste af tiden, selvom det også sommetider var en smule tåkrummende.

Det var nu godt at se Leonardo Di Caprio endelig få sin første Oscar. Himlen skal vide at han har fortjent den før, og det var også godt at de lod ham tale ud om klimaet. Tror nok folk ville blive sure, hvis de afbrød ham, ligesom de afbrød de andre.
Jeg var også glad for at se Ennio Morricone få en Oscar, men det er bare mig og mine nørderier, haha:P

Siden da har jeg haft travlt med lektier og bøger og opgaver og jeg ved ikke hvad. Forrige torsdag var jeg med mit Shakespeare-hold i teateret for at se tragedien Women Beware Women. Det var faktisk rigtig godt, og hyggeligt at være ude med mit hold, der er en bunke søde, seriøse mennesker. Teateret var et lille teater, så det var meget intimt, og der var åben i købet en scene, hvor én af skuespillerne spillede skak med publikum. Det var lidt sjovt at se på:P I klassisk tragedie-stil endte det med at næsten alle personerne døde, og det var en temmelig dramatisk scene. Når man læser det har man slet ikke samme fornemmelse for blodet og de dramatiske dødstaler - i en tragedie tager en død altid lige lang nok tid til at man kan nå at forbande alt og alle, og også gerne fortryde alle sine ugerninger;)

Nå, men det var såmænd alle de ting, der er sket for nyligt, fortalt på en meget hurtig og forhalet måde. Jeg ville ønske jeg havde mere tid til at gøre det bedre, men det gider I nok på den anden side heller ikke høre på, haha:P
Så jeg vil stoppe her, og nøjes med at indsætte lidt flere billeder.

Jeg fandt en hemmelig sti på vejen hjem fra skole den anden dag.

Solnedgang mellem træerne på Campus.

Mad:)

Selv engelsktalende mennesker har problemer med at stave:P

Reading Week + Sugar Moon Farm

Så er jeg tilbage:) Denne gang vil jeg fortælle om min vinterferie, og om mine små udflugter, samt om min tur til en ahornsirup-farm.

Den forgange uge har der været Reading Week her på The Mount. Det betyder at langt de fleste studerende var taget hjem til deres hjembyer og familier, hvilket efterlod campus ret tomt. Det var en smule trist, men jeg overlevede da, haha:) og nu er det også bare endnu dejligere at de endelig er kommet hjem igen:)

Jeg havde tre essays for til ugen efter ferien, plus en bog og et skuespil, så jeg følte ikke rigtig at jeg havde tid til at tage ud på en større udflugt (eller en lille én for den sags skyld), så jeg blev på campus og arbejdede og arbejdede og arbejdede - meget effektivt, skal det lige siges. Jeg fik skrevet mine tre essays - omkring 3000 ord i alt (ja, det er sådan de tæller det herovre. Det svarer til cirka 12-13 sider eller sådan noget).
Dog fik jeg også endelig tid til at læse Red Seas Under Red Skies, min egen bog som jeg læste for fornøjelsens skyld, færdig, og jeg fik også set nogle afsnit af Sherlock. Yei, ferie...

I forbindelse med ferien ændrede kantinen sine åbningstider, så de i weekenden først åbnede kl. 10 og lukkede allerede klokken 7. Det var mildest talt temmelig irriterende, specielt når jeg ikke kan finde ud af at sove længe her, og altid vågner klokken 8 eller deromkring:/
Så mandag morgen kom jeg så for tidligt til kantinen, fordi jeg havde glemt at de var lukket. Så stod jeg der, klokken 9, fuldt påklædt, 5 minutter fra mit værelse, og ved at dø af sult. Det var jeg nu temmelig træt af, for jeg orkede da ikke at gå tilbage til mit værelse og sidde der og glo i en time. Jeg kan nemlig ingenting før jeg har fået morgenmad:/
I stedet besluttede jeg mig for at gå på opdagelse - det er den slags ting jeg gør:P Det skal lige siges, at det var pissekoldt denne morgen og alting var dækket af 30 cm sne, men jeg var varmt klædt på så det tog jeg mig nu ikke rigtig af.
Så jeg gik ud på vejen og ned ad en anden sti, jeg ofte havde kigget på, og derfra op på en stor kælkebakke vi har. Der er dog sjældent nogen, der kælker på den, men den er fantastisk til det. Her var der knædyb sne, så det var temmelig svært at gå og jeg fik sne i støvlerne, men det var sådan en friskhed i luften, og jeg så nogle hjortespor, så sådan nogle har vi også!:)

Jeg trampede hele vejen op ad bakken ved at gå i andre folks fodspor, og så gik det da okay. Oppe på toppen af bakken var der en rigtig god udsigt ud over Halifax og Bedford Bassin. Det var meget imponerende. Heroppe kom jeg også til en murstensbygning, som jeg ofte har siddet og kigger på fra mit vindue, men som jeg ikke anede hvad var. Det viste sig nu, at det var her nonnerne boede. Der var nogle små plakater om dem og deres historiske oprindelse, hvilket også var meget interessant.

Fancy kloster:P

Da jeg gik ned ad bakken igen (selve Mount Saint Vincent), kom jeg forbi vores community gardens - nogle små bitte haver, man kunne leje og så gro selv. De var helt frosset til, men det kunne da være spændende at komme her forbi til foråret.
Helt frossen af kulde gik jeg ned ad bakken igen og ind til kantinen. Her opdagede jeg, at vandet i den vandflaske jeg havde taget med mig, var frossent! Så var det da ikke noget under at jeg havde det koldt!

Onsdag d. 17. februar var det pragtfuldt vejr. Der blæste en varm vind fra sydvest, alt sneen var smeltet og himlen var blå. Vejret var så skønt, at jeg efter frokost (omkring kl. 14) besluttede mig for at tage ind til Halifax Centrum, som jeg endnu ikke havde set. Så jeg pakkede mig en lille taske, og tog bus 90 ind til centrum. Turen tog cirka 20 minutter, så det var jo ikke så galt. Jeg stod af i nærheden af Spring Garden Road, som er den centrale shoppinggade i Halifax.
På vejen dertil kom jeg til en stor kirkegård, der lå næsten lige midt i byen. Her gik jeg ind, for kirkegårde er meget fascinerende. Her kunne man rigtig se Canadas fortid som settler-land, for på mange af gravstenene stod der "Born In Scotland in 1858..." og den slags. Borgmestrene og vigtige folk havde kæmpe monumenter, hvor der stod alle deres bedrifter, og hvordan de havde arbejdet sig op fra fiskere til købmænd og så videre. Der var også rigtig mange Første Verdenskrigsofre - hvilket jeg fandt meget interessant.
Hele kirkegårdskulturen er åbenbart også forskellige herovre. Hjemme i Danmark har hver død person jo nærmest sin egen lille have, mens de her bare lå på rad og række, så tæt at man ikke kunne undgå at 'træde' på deres grave. Jeg lagde også flere steder mærke til hvordan jorden var sunket. Temmelig morbidt.

Gravsten, hvor sønnen er død i første verdenskrig.

 


Jeg havde egentlig tænkt mig at gå ind i Public Gardens for at læse lidt, men de var åbenbart lukket for vinteren, så jeg måtte jo nøjes med at se på udefra. De havde dog en meget flot port og tilhørende hegn;)

Det mest fantastiske hus, der lå i hjørnet ved et vejrkryds. Det så temmelig forsømt ud, men åh, der er en arkitekt, der har haft det sjovt en gang i forrige århundrede:)

Sådan ser forbløffende mange huse ud i Halifax.

Så kom jeg endelig til Spring Garden Road, som måske var lidt af en skuffelse, da jeg havde Strøget derhjemme i hovedet. Det var skam også en fin gade, med mange butikker, men de så måske sådan lidt snuskede ud på den der måde mange ting ser ud herovre. Her var også hvide tiggere, hvilket var lidt overraskende.
Der var også et storcenter, som havde en temmelig speciel arkitektur, men jeg glemte at gå ind. Jeg gik dog ind i en souvenir-butik; sådan én hvor de sælger keramik, sæbe, køleskabsmagneter og sweatere. Det er altid en god ide, hvis man vil se hvilke ting der åbenbart er populære for turister i et område. Jeg købte dog ikke noget, haha, det er jeg da alt for nærig til:P

Endelig kom jeg til det jeg egentlig var gået efter: Halifax Hovedbibliotek. Et gigantisk nybyggeri, der fuldt kunne måle sig med Dokk1. Arkitektonisk var det meget interessant, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på Frank Lloyd Wright, da jeg så den indvendig, men det var meget muligt at det var forkert - mor og far, der må i endelig ikke holde mig op på:P
Biblioteket var helt vildt stort - så stort at der næsten ikke var plads til bøger. Der var mange fine læsekroge og computere, og overalt sad der mennesker og studerende. Op gennem de første fire etager var der en central atriumgård, med trapper, der gik på kryds og tværs i bedste Harry Potter-stil. Jeg fik ikke set det hele, men i hvert fald nok til at overbevise mig om at jeg helt klart skal tilbage;)

Halifax Hovedbibliotekt

 

Efter biblioteket var jeg mæt af indtryk for den dag, og da det samtidig var begyndt at blive mørkt, tog jeg hjem.

Søndag d. 21. februar (I min dagbog har jeg skrevet Søndag 21st februar - mit hoved er virkelig ved at blive forvirret:P).
På feriens sidste dag havde Internationalt Center arrangeret en udflugt til Sugar Moon Farm - en ahorn-sirup farm, der lå cirka 2 timer fra Halifax.
Turen kostede $15 = 60 kr. og var inklusiv brunch. Så kl. 7.50 stod jeg klar foran Seton-bygningen, træt og ja, træt, men også spændt, for ahornsirup er jo sådan en Canadisk ting at jeg simpelthen ikke kunne leve med at jeg endnu ikke havde fået smagt rigtigt på det.
Det var kun mig, jeg kendte, der skulle med på turen. Så var der Mahx fra Internationalt Center, samt Ruth fra min bygning - en afrikansk pige, som jeg aldrig har snakket med - og så nogle kinesere. På vejen samlede vi flere folk op, fra andre universiteter, for det var åbenbart en tur de havde arrangeret som en større gruppe. Så vi var cirka 30 i alt, der kørte ud på landet i en hvid skolebus.

Sugar Moon Farm Restaurant

Kl. 10 ankom vi til farmen, der lå ude i skoven - obviously. Det var en gammelt udseende bygning, med røg i skorstenen, og det så meget hyggeligt ud. Indenfor var det endnu mere hyggeligt - en stor, lavloftet bjælkestue, med solide træmøbler og en kæmpe brændeovn/kamin, der varmede rummet dejligt op. Det mindede mig helt om derhjemme:/

Vi fordelte os ved bordene, og fik serveret kaffe og juice. Så kom der først en dame og serverede nogle små sjove boller, der mindede lidt om scones, med ahornsmør til - ahornsirup, der er pisket ligesom smør. Det havde lidt en konsistens som peanutbutter, men smagte helt vildt godt, haha:)

Efter denne lille appetitvækker fik vi serveret morgenmad: to pandekager, to pølser og bønner. Bønnerne havde jeg ikke meget tilovers for, men pandekagerne - yum! Hvert bord havde en stor flaske sirup, og det blev der selvfølgelig gavmildt hældt op af. Og åh, det smagte faktisk rigtig godt. Havde aldrig troet at jeg skulle kunne lide sirup på mine pølser, men det var faktisk rigtig lækkert. Og pandekager med sirup behøver jeg vel næppe beskrive - det er jeg sikker på at mine læsere fuldt ud kan forestille sig;)

Da vi havde spist, gik vi ind i et mindre rum ved siden af, hvor en dame fortalte os om ahornsiruppens historie, og om hvordan man laver det. Hun hed Quita Gray, og var den ene halvdel af det ægtepar, der ejede farmen, der bestod af 80 hektar ahornskov. Hun fortalte om hvordan indianerne var de første til at lave ahornsirup, og hvordan de havde lært nybyggerne at gøre det. Hun fortalte også om ahornsirup-træerne, der åbenbart kun gror på østkysten af Nordamerika. 0,5% af alt verdens ahornsirup kommer fra Nova Scotia. 97% kommer fra Quebec og resten fra USA.
Det var utroligt så meget saft, der skulle til at lave sirup - én flaske sirup svarede til 40 flasker saft, og de kunne kun tappe 0,5-1 L saft pr. træ.
På Sugar Moon Farm gik de meget op i at være bæredygtige, og derfor havde de eksempelvis vandfrie toiletter og brændeovnsvarme. Selve siruppen fik de tappet ved hjælp af et netværk af slanger, der gik fra træ til træ op ad bakken bag farmen. Når saften sivede ud af træerne gennem en lille 'spile' (en slags hane, man borer ind i træet), løb det gennem slanger ned ad bakken til dampovnen, kun drevet af tyngdekraften. Så viste hun os dampovnen, som var en kæmpe ovn, hvor de ledte saften ind og så dampede vandet fra til sukkerprocenten var 60%. Derfra kogte de det for holdbarhed og hældte det på flasker. Dampovnen var brændefyret, og bag skuret havde de et kæmpe brændeskur, der var stakket med brænde, som de selvfølgelig fik fra deres egen farm.
Sæsonen var ikke rigtig begyndt endnu - man kan kun lave sirup om foråret når saften stiger - så der var ikke gang i ovnen. Men hendes mand havde været ude de sidste mange dage og gøre klar.

Efter dette blev vi delt ind i to grupper, og nu kom den del, jeg havde glædet mig mest til: ahornsirup på sne.
Der var nu ikke nogen sne lige nu, så de havde en bakke med knust is som erstatning. Så hældte de en flaske sirup op i en gryde, og varmede det så det blev tykkere. Så hældte hun en stribe ahornsirup på isen, og så skulle man tælle til ti og dernæst rulle den halvstørknede karamelmasse op på en ispind. Og så stod man ellers der med en klat karamelliseret ahornsirup på en pind. Åh, det smagte helt vildt godt, selvom det også var temmelig klistret. Det mindede mig lidt om Dumleslikkepinde, selvom det var en del blødere.

Det smagte skam godt - jeg glemte bare at smile:) Det med både at smile og tage billeder, multitasking, nej det kan jeg åbenbart ikke finde ud...;)

Da alle havde fået sig en ahornslikkepind og haft mulighed for at komme forbi souvenir-butikken, tog vi hjem igen. På vejen stoppede vi ved Earlstown General Store, som var en gammeldags butik, hvor de solgte alle mulig underlige ting, blandt andet beef jerky (tørret oksekød), traditionelle kager, pølser og is. De havde også en masse sjove produkter til at style skæg med, hvilket mildt sagt var lidt underligt. Jeg endte med at købe en stykke lakrids - ja, jeg ved det godt, nærig - fordi det var første gang jeg havde set lakrids herovre, og det mindede mig om derhjemme.

Og ja, mor, det er en frøstand - nej, mor, jeg købte ikke nogen:P

 

Jeg kom hjem til en ordentlig bunke lektier, og fik arbejdet og arbejdet videre ind til kl. 23 om aftenen, hvor jeg virkelig var begyndt at blive træt.
Og så var det pludselig mandag, og 'ferien' var ovre. Jeg kunne virkelig godt trænge til en pause nu...:P
Men alle mine nye venner begyndte at komme hjem, så det var jo skønt at få indhentet det forsømte, og hørt om alt hvad de så havde lavet (eller ikke lavet) i deres ferie. Jeg er åbenbart én af de eneste, der har arbejdet hårdt:P Anyways, nu er jeg dejligt foran, for denne uge i hvert fald.

Det var så februar der gik dér. Puha, som tiden dog flyver af sted. Det er slet ikke til at fatte. Om 70 dage kommer jeg hjem. Det er jo egentlig ingenting. Om 60 dage kommer mor og far:D Yei! Er så spændt, at jeg slet ikke kan lade være med allerede at begynde at planlægge alle de ting, vi skal se. Men... 60 dage endnu. Og derimellem kommer tre researchopgaver, fire skriftlige eksaminer og cirka 10 bøger...
På fredag er der en kæmpe fest på uni - Mardi Gras. Den skal jeg selvfølgelig med til:) Og på søndag er der Oscar-aften her i min birch, så jeg for første gang kan få set oscar-uddelingen i sin helhed, og det ikke engang midt om natten. Det bliver nok det jeg kommer til at skrive om næste gang, men ved ikke lige hvornår jeg får tid til dét.