torsdag den 28. april 2016

Gensynets Glæde


Nu er skolen færdig, og jeg rejser rundt med mor og far og fejrer den første uge af min 17 uger lange sommerferie. Mor og far har været her seks dage, men vi har allerede set så meget, at det føles som meget længere.Kan virkelig ikke forstå at det er mindre end en uge siden jeg havde min sidste eksamen!

Min sidste eksamen var tre timer i Detective Fiction, fra kl. 9 til 12. Denne gang foregik det i de store auditiorier i Seton. Der sad jeg så sammen med mit lille hold på 8 mennesker og skrev og skrev og skrev til min højre hånd var helt rød og øm. Men da jeg så afleverede min opgave, spurgte min professor så hvornår jeg tog hjem, og om ikke jeg ville sende flere danske studerende, for de var jo så dygtige. Haha, det syntes mit ego godt om, og jeg forlod min sidste eksamen med et stort smil på læben. Vejret var fantastisk den dag, så jeg slentrede glad gennem universitetsparken til kantinen for at spise frokost. For første gang i to uger kunne jeg rigtig slappe af, så jeg brugte 2 timer på at sidde og spise og snakke med de andre. Nu var jeg endelig fri til at tage på det eventyr, mig og Danielle havde snakket om, og solen skinnede, det var varmt, så vi besluttede os for at tage en tur til Peggy’s Cove – et meget berømt fyrtårn, der ligger lidt syd for Halifax. Det var bare os to, men vi gjorde det til et rigtig roadtrip, med Starbucks Frappuchino og de helt store kameraer. Tror vi brugte to timer med bare at trampe rundt i lyngen og klatre på klipper og tage tusindvis af billeder.



Da vi kom hjem omkring kl. 18 spiste vi vores sidste aftensmad i kantinen. Her sad Evan også – han havde sin sidste eksamen fra 19-22, så han var ved at være temmelig nervøs. Vi ønskede ham held og lykke, og så gik vi tilbage til vores Birch. Efter at have skypet i halvanden time med Rasmus – første gang vi rigtig kunne snakke sammen i et stykke tid – satte jeg mig ned i loungen for at sortere mine billeder. Danielle kom og så sad vi sammen og snakkede lidt. Så kom Brandon og Bailie, så Ashley og Justin, og så kom Evan med hans kæreste, og til sidst Amy, og så var hele slænget samlet.

Fra venstre mod højre: Angela, Evan, Danielle, Amy, Baillie, Brandon, Justin, (Ashley på toilletet, og mig der tager billedet)
Det var en rigtig hyggelig sidste aften, hvor vi bare snakkede og spillede bønnespillet en sidste gang – Brandon insisterede på at han ville vinde en sidste gang, og Danielle ville opretholde sin føring, selvom jeg vandt sidste gang:P

På dette tidspunkt sad mine forældre i flyet fra Toronto til Halifax. Det var en meget underlig følelse – at have fri og gå rundt og have det sjovt, mens mine forældre samtidig befandt sig i en slags limbo et sted over Atlanten. Man er jo aldrig rigtig klar over andre menneskers rejsetid og proces, når man ikke selv rejser med.

Den næste morgen – Lørdag d. 23. april – stod vi alle sammen okay tidligt op for at mødes i kantinen til en sidste gang morgenmad. Her gik vi virkelig til den og spiste alt hvad vi kunne af spejlæg, pølser, vafler, toast, muffins etc. Det var lidt vemodigt, men også ganske muntert. Vi havde jo alle sammen fri nu og verden og sommeren lå foran os, og vejret var fantastisk – en ting Canadiere virkelig forstår at værdsætte;)

Så blev der ellers pakket og gjort rent i hele bygningen. Folk trampede op og ned ad trapperne tungt belæsset med tasker og kasser og poser. Det føltes som den sidste dag på sommerlejr, og det var vist først nu det begyndte at gå op for mig at jeg nu skulle forlade The Mount; mit hjem gennem de sidste 4 måneder.

Kl. 10.30 fik jeg pludselig en besked fra mor og far ”Vi er her nu – mor skal virkelig bruge toilettet.” og så måtte jeg jo skynde mig ned til hoveddøren, og lukke op, og der stod mine forældre sørme ved en hvid bil – selvfølgelig skulle far have en hvid bil – og så lidt forvirrede ud.


Det var så rart at se dem igen, selvom det også var lidt mærkeligt pludselig at have dem her, i Canada, på min skole. Efter at vi havde pakket bilen, og jeg havde gjort mit værelse rent – med inspektør-mor til at give mere eller mindre brugbare råd – smuttede vi forbi Residence-kontoret og afleverede min dyne, tæppe og håndklæder til genbrug til Syriske flygtninge. Så viste jeg ellers de gamle rundt på universitetet – udpegede og fortalte, og ledte dem op og ned ad trapper og gange – ”her spiste jeg hver dag”, ”Her købte jeg mine bøger”, ”Her havde jeg Shakespeare’s Contemporaries” og så videre og så videre.



Omkring kl. 13 sagde jeg farvel til Mount Saint Vincent University for sidste gang. Så kørte vi ned Halifax, hvor jeg fortsatte min rundvisning – de få steder jeg havde været dernede. Jeg tog min mor med i Black Market, viste dem havnepromenaden og biblioteket, og vi spiste frokost på en fin italiensk restaurant på Spring Garden Road.




Den aften overnattede vi i et fint lille motel, og den næste dag stod på shopping inden vi forlod Halifax for næste etape af eventyret. Vi tog til Halifax Shopping Mall, hvor jeg fik købt de plakater og den T-shirt jeg længe havde haft øje til, og jeg viste mor Value Village og Michaels.

Vi så også Fairview Cemetery, hvor mange af Titanic-ofrene ligger begravet. Det var faktisk rigtig trist. Der var en grav med det yngste offer – en to-årig baby kendt som ”The Unknown Child” fordi han ikke kunne identificeres. Der var også nogle unge 19 og 20-årige mænd, hvor der stod ”deeply mourned by his parents” på den ene af gravene. Alle de knuste drømme og håb. Jeg kunne lige se det for mig – sådan en ung mand, der troede han skulle til Amerika og finde sig en plads i verden…




Omkring kl. 14 sagde jeg så farvel til Halifax, og vi kørte videre mod Peggy’s Cove, som jeg ville vise til mine forældre. Her var den sødeste lille fiskerby, som jeg var sikker på far ville elske.


Efter Peggy’s Cove kørte vi mod Lunenburg – en af de ældste, bedst velbervarede byer i Nova Scotia – hvor vi havde booket vores anden overnatning. Her boede vi på Lunenburg Inn Bed and Breakfast, som var det kæreste lille hotel. Det var en gammel bygning fra 1800-tallet, og indrettet derefter med blomstret tapet, hvidmalede træpaneler, og gamle møbler over det hele. Det var også i denne by at det (åbenbart legendariske) skib Bluenose kom fra; de havde en kopi liggende i havnen, fordi originalen sank. Det var en meget berømt Canadisk racerbåd, der havde været ubesejret i mange år, selv mod USA, indtil det sank… Bluenose er oven i købet på deres 10-cents mønter. Canadiere gør virkelig meget ud af at understrege hvor overlegne de er i forhold til USA.

Lunenburg Inn
Den næste morgen, Mandag, kørte vi fra Lunenburg ind over landet til Annapolis Royal på nordvestkysten. Vi stoppede lidt i national parken Kejimkujik, som havde været et meget vigtigt område for Mikmaq-indianerne, og havde nogle meget interessant istidslandskaber.


I Annapolis Royal boede vi på et lille ganske hyggeligt, men dog ganske dødt, motel. Vi begyndte virkelig at kunne mærke at April ikke var højsæson; alle museer var lukket, og mange restauranter holdt ikke åbent i hverdagene. Men det gjorde nu ikke så meget – så fik vi også alle vores hoteller meget billigere;) Annapolis Royal var den ældste, permanente Europæiske bosættelse i hele Nordamerika; oprindeligt fransk, men også skotter og Englændere havde boet her (det frugtbare område var også årsag til rigtig mange krige, fordi Englænderne ville have den jord som acadierne – franskmænd – havde gjort frugtbar ved hjælp af diger).

Fort Anne
Tirsdag kørte vi mod Digby og ud ad Digby Neck – en lang tange, der strakte sig ud i Fundy Bay. Her kunne vi virkellg se det kraftige tidevande, der dominerer Fundy-bugten. Da vi ankom aftenen forinden havde alle floder og søer været udtørret og dækket af brunt mudder, men senere den dag så vi dem blive fyldt, og fyldt og fyldt. Tidevandet i Fundy Bay kan variere med op til 13 meter! Det var godt nok lidt vildt at se i løbet af de tre dage vi befandt os på kysten af Fundy. Ved spidsen af Digby Neck tog vi en lille færge til Long Island (ikke den i New York:P). Her så vi en balancerende sten – en klippeblok, der var blevet efterladt stående opret nede ved kysten – ret imponerende. Det var meningen at vi også skulle have set på hvaler, men dem var der ikke nogen af på denne tid af åretL

Balancing Rock - en basalt søjle, der har balanceret på højkant i tusindvis af år.
Så kørte vi op langs kysten og overnattede i Wolfville, ved Minas Basin, der egentlig viste sig at være en ganske hyggelig, lille universitetsby. De havde den sødeste boghandel, hvor jeg vist ved et uheld kom til at købe lidt tilføjelser til min i forvejen alt for store bogsamling:P I Wolfville boede vi i endnu et dukkehus fra 1870erne – vi forsøgte at variere så vi boede skiftevist i et fancy bed and breaksfast og skiftevis på et okay motel.

Den næste morgen kørte vi til Parrsboro og Joggins, hvor vi så nogle spændende geologiske museer med fosiler og ædelstene. Nova Scotia – og specielt Fundy Regionen – er åbenbart enhver geologs største drøm. Her kan man se aflejringer fra frem forskellige tider, og der var masser og masser af fosiler og halvædelstene. Vi ankom lidt sent, så vi havde ikke rigtig tid til at lede efter halvædelstene i Parrsboro, men i Joggins kunne vi rigtig gå på fosiljagt. Områderne er beskyttet af ”Special Places Protection Act” så det var ikke tilladt at tage fossilerne med hjem, men det betød så også at strandende flød med dem. Så tog vi til gengæld rigtig rigtig mange billeder. Her fandt vi blandt andet forstenede træer fra Jura-tiden, og masser af andre forstenede ting og sager – ja, jeg vil jo gerne lyde som om jeg ved hvad jeg snakker om, men må indrømme at mit fossilsk er lidt rustent:P

(indsæt billeder af fossilerne).
Træ-fossiler ved Joggins Fossil Centre.

Fossil-klipperne ved Joggins.

Forstenet træ.
Mor og far leder efter fossiler, og fotograferer dem, fordi vi ikke måtte tage dem med hjem.
Forstenet træstamme, der bare lå på stranden.

Den aften sov vi i et hotel, HI-Wentworth Hostel, der lå ude midt i ingenting. Det var en kæmpe bygning – meget gammel – med gange og trapper og værelser over det hele. Det var et rigtig hostel, der vist mest var til unge hikere og skifolk, men det var nu dejlig billigt, og ganske godt.
Torsdag var mest en transport-dag, hvor vi skulle fra midten af Nova Scotia til toppen; Cape Breton Island, der eftersigende skulle minde meget om det skotske high land, hvorfra de fleste af indbyggerne nedstammer. Her gør de meget ud af den keltiske afstamning, og mange af bynavnene heroppe er keltiske; MacIntyre, Aberdeen, Glencoe, og så lige et indiansk navn hist og her – eksempelvis den by, hvor jeg nu sidder og skriver dette, Whycocomagh.

Men torsdag morgen fik mine forældre deres første virkelig Canadiske oplevelse: vi vågnede op til en verden dækket af sne. Hele dage sneede det, og mens vi kørte nordpå udviklede det sig til en veritabel snestorm, der gjorde det til noget af et offer hver gang vi stoppede bilen for at stå ud og tage billeder.

Snestorm i Antigonish

På vejen hertil kørte vi langs Lake Bras D’or – et smukt område med stejle skrænter, søer og små fyrredækkede øer. Her så vi mange ørne og andre rovfugle. Først så vi dem kun cirkle rundt oppe i himlen, men jeg sad bare automatisk og skannede skoven på begge sider af vejen, da jeg pludselig fik øje på den største havørn. Den sad på en gren lige ved vejen, stor og majestætisk og… gigantisk! Jeg sværger at den var på størrelse med et barn. Jeg var alt for overvældet til at gøre andet end at udbryde ”WHOOOAAAA! SÅ I DET?!” Derefter holdt vi vågent øje med vejkanten og skovene, og fik spottet flere rovfugle, blandt andet en ugle.

Klokken 17.30 ankom vi til Aberdeen Motel, drevet af en sød dame med en tysk accent – det var helt sjovt at høre nogen med kraftigere accent end mine forældre:P

Så nu sidder jeg i vores lille, hyggelige værelse. Mor ser et kunst/haveprogram på det lille tv, og far kigger efter hoteller til i morgen. Vi har tre dage tilbage i Nova Scotia, men jeg kan roligt sige at det allerede har været en fantastisk tur, og jeg er så glad for at mine forældre kom herover for at rejse sammen med migJ Det ville ikke have været det samme alene.

Jeg tror ikke jeg når at opdatere bloggen igen inden jeg kommer hjem, men så laver jeg lige et sidste lille indlæg for at runde af. Håber I har nydt af følge med her. Jeg har i hvert fald nydt at kunne skrive løs om mig selv:P

Ingen kommentarer:

Send en kommentar