På egne ben (igen): Mit halve år i Halifax: Livstegn

Nu har der efterhånden været stille på bloggen i et stykke tid, og folk er begyndt at kommentere, så her kommer lige et lille kort indlæg. Jeg mener det!
Eksamensperioden begynder at nærme sig - for ikke at sige at jeg har min første store opgave for til om 10 dage...
Jeg får virkelig virkelig temmelig travlt i den næste måneds tid. Bliver helt stresset bare ved tanken. Kan godt mærke at jeg virkelig har testet mig selv med fem fag, og mit perfektionsniveau. For nu at opsummere, så skal jeg inden for de næste fire uger skrive 3 større opgaver - 2500 ord (10-12 sider), skrive 2 essays (2000), og tage 4 skriftlige eksaminer...

Min vægkaldender. P'erne er opgaver og cirklerne er eksaminer.

Jeg er så småt begyndt at tænke over emner, men når jeg samtidig skal læse 1-2 bøger om ugen, er jeg hårdt presset med tiden til research. Jamen Ann, hvorfor sidder du så nu og spilder tiden på din blog?:P Jeg ved godt at jeg forsømmer jer lidt derhjemme, og aldrig ringer eller uploader billeder, så det her er mig, der forklarer situationen og offentligt undskylder for mangel på kontakt i den næste tid;)

Hvad er der sket siden sidst? Hmm, ikke såå forfærdeligt meget. Torsdagen for to uger siden - 27. februar - var der Mardi Gras-fest på skolen. Det er en fransk højtid, som fejres af Acadierne, som der er mange af her i Nova Scotia, og nok mest af deres efterkommere i de amerikanske sydstater. Denne aften holdt skolen altså fest, og det var tilsyneladende årets fest. Billetten kostede $7, og den købte jeg selvfølgelig i god tid. Vi var fem, der tog af sted: Mig, Danielle, Bailie, Brandon og Evan. De andre tog fint tøj på og da jeg kiggede på den éne kjole jeg havde taget med, indså jeg at den slet ikke var fancy nok. Heldigvis havde Danielle en rigtig fin kjole som jeg kunne låne. Hun kunne ikke passe den længere, så jeg fik samtidig chancen for at føle mig både tynd og umådeligt sexet i hendes kjole, der var rigtig fin; sort med palietter. Det eneste billede jeg har af den, er dog ikke særlig godt, så det må i ikke dømme den på:P

Festen startede først kl. 22, så inden da mødtes vi i loungen til "forfest." Mand, Canadiere er godt nok ikke særlig gode til forfest:P Vi endte bare med at sidde og snakke, som vi altid gør, men det var nu også rigtig hyggeligt. Der er åbenbart strenge regler for alkohol, så selvom vi godt måtte drikke, måtte vi ikke tage alkohollen med ud af loungen, hvis ikke den var i en lukket beholder - i.e en kop med låg på:)
Mens vi sad og snakkede, gik der to hjorte forbi udenfor vinduet! Det var helt vildt. De stod bare ude på vejen og stirrede forskrækket på alle de mennesker, der pludselig fór hen til vinduet. Jeg fik ikke taget nogen billeder, men det var da godt at vide at her rent faktisk er dyr. Her i vinteren virker campus temmelig tomt for dem, bortset fra de famøse krager.

Kl. 22 gik vi hen til Rosaria med vores billetter og vores fancy kjoler. Det var virkelig virkelig koldt, så vi var temmelig glade da det endelig var vores tur. Så skulle jeg vise mit pas for at bevise at jeg var over 19 og altså gerne måtte få et lyserødt armbånd, der fortæller barfolkene at jeg godt må drikke.
Da vi kom ind måtte vi tage to farvede 'perle'halskæder fra et bord, som Mardi Gras-udsmykning og så var festen ellers i gang. Eller, øhm, det tog den lige en time at komme rigtigt i gang. Vi købte drinks, og jeg fik én der hed Purple Haze (som var blå). Den smagte temmelig godt, selvom det er første gang siden jeg kom til Canada at jeg har drukket alkohol.
Så fik vi taget et gruppebillede sammen. Det er åbenbart en ting man gør til fester herovre - der var stillet en stor, hvid baggrund op, og så var der en studerende hvis job det var at bruge hele aftenen på at tage billeder af folk.

Evan, Danielle, mig, Bailie, Brandon.

Så dansede vi i de næste to timer, og til min hemmelig fryd, var det kun Bailie af de andre, der kunne danse, så jeg lignede ikke en total idiot:P

Kl. 1 var festen dog ovre. Det var temmelig mærkeligt. Al det arbejde for en fest, der kun varede 3 timer? Vi var jo ikke engang halvvejs færdige med at feste (selvom jeg var temmelig træt og havde timer fredag morgen). Jeg kan da ikke forestille mig at det er god politik at ende festen så tidligt - så tager eleverne jo bare til efterfester et sted, hvor der ikke er voksne til at passe på. Hm.
Men vi gik i hvert fald hjem, og jeg sov som en sten og var temmelig groggy morgenen efter:P

Om søndagen, d. 29. februar(?), var der Oscar-night i min Birch. Ashley havde pyntet loungen med guldpapir, og så mødtes vi ellers klokken 19 til den røde løber. Det var rigtig hyggeligt. Folk var også fint klædt på - dog ikke så fint som til Mardi Gras - og der var sodavand, chips og cocktails. Jeg tror vi var otte eller ni, så det var jo ganske imponerende. Så sad vi ellers og kunne kommentere folks kjoler og genkende kendte mennesker i baggrund og sådan. Det var meget sjovt. Det er første gang jeg har set et Oscar-show live, med det hele, og nu hvor tidsforskellen jo ikke er et problem, tænkte jeg at jeg ville udnytte chancen.

Her fik jeg også mødt én af de andre beboere - en Ukrainsk kandidat-studerende - der var mødt op i jakkesæt. Han var meget flink og sjov, og en med-europæer:P
Efterhånden som aftenen skred frem gik det op for os, at der ikke var nogen af os, der havde set de nominerede film - ud over Star Wars og Inside Out. Men ud fra filmklippene så de nu imponerende nok ud.

En af de ting vi nok snakkede mest om, var Chris Rock's værtskab og hans harme over racismen i Hollywood. Vi var alle fuldt for ham, og syntes det var meget sjovt, det meste af tiden, selvom det også sommetider var en smule tåkrummende.

Det var nu godt at se Leonardo Di Caprio endelig få sin første Oscar. Himlen skal vide at han har fortjent den før, og det var også godt at de lod ham tale ud om klimaet. Tror nok folk ville blive sure, hvis de afbrød ham, ligesom de afbrød de andre.
Jeg var også glad for at se Ennio Morricone få en Oscar, men det er bare mig og mine nørderier, haha:P

Siden da har jeg haft travlt med lektier og bøger og opgaver og jeg ved ikke hvad. Forrige torsdag var jeg med mit Shakespeare-hold i teateret for at se tragedien Women Beware Women. Det var faktisk rigtig godt, og hyggeligt at være ude med mit hold, der er en bunke søde, seriøse mennesker. Teateret var et lille teater, så det var meget intimt, og der var åben i købet en scene, hvor én af skuespillerne spillede skak med publikum. Det var lidt sjovt at se på:P I klassisk tragedie-stil endte det med at næsten alle personerne døde, og det var en temmelig dramatisk scene. Når man læser det har man slet ikke samme fornemmelse for blodet og de dramatiske dødstaler - i en tragedie tager en død altid lige lang nok tid til at man kan nå at forbande alt og alle, og også gerne fortryde alle sine ugerninger;)

Nå, men det var såmænd alle de ting, der er sket for nyligt, fortalt på en meget hurtig og forhalet måde. Jeg ville ønske jeg havde mere tid til at gøre det bedre, men det gider I nok på den anden side heller ikke høre på, haha:P
Så jeg vil stoppe her, og nøjes med at indsætte lidt flere billeder.