På egne ben (igen): Mit halve år i Halifax: Mr. Mount

Efter en lang dags mere eller mindre halvhjertet lektielæsning, sætter jeg mig nu til at blogge igen. Denne gang vil jeg fortælle om Mount Saint Vincent-universitets årlige drag show, Mr. Mount (udtales Mavnt af Canadiere:P), der fandt sted fredag d. 15. januar.
Dette indlæg vil således handle en del mindre om mig, og mere om de ting, jeg har set. I bunden indsætter jeg dog lige nogle billeder af campus, en morgen hvor det havde sneet rigtig meget i løbet af natten.

Jeg har ladet mig vide, at det denne gang var noget ganske særligt. De har haft dette arrangement hvert år i 17 år - de startede i 1999. Værten hedder Brandy Michaels, og ham har jeg nævnt tidligere, under hans alias Pizza Mike. Brandy havde været vært i 15 år nu, og havde nu besluttet at gå på pension som drag queen i showet, så dette var hans sidste år som vært.

Showet var dels et social arrangement, dels et event for at skabe opmærksomhed om transgender mennesker; folk, der føler at de er et andet køn end deres biologiske. 50% af billetpriserne ($6 dollars for Mount-studerende, $8 for alle andre) skulle gå til en transgenderhotline - en hjælpetelefon for transgender mennesker.
Undervejs i showet var der små informationsoplæg med statistikker og fun facts om transgender. Her blev der blandt andet lagt vægt på hvor meget chikane transgender folk er ofre for. De gjorde også meget for at gøre opmærksom på forskellen mellem crossdressing eller 'drag' og så det at være transgender. Mottoet var: "Being in drag is about feeling comfortable in other clothes. Being trans is about feeling comfortable in your own skin."
De gjorde meget ud af at udfordre 'the gender binary' - ideen om at én slags tøj og opførsel er for kvinder og en anden for mænd. Den slags går de i øvrigt meget om i her på universitetet, der er etableret af nonner som en universitet for kvinder. 75% af alle de studerende her er kvinder, og de har en bygning dedikeret til kvinder, og mange kurser i 'Women's Studies.' Det er meget vigtigt for dem at folk kan være sig selv.
Showets historie begyndte som et forsøg på at få mændende mere involveret i campus-livet ved at give dem kjoler på og få dem til at danse lidt rundt. Men så fandt de på at involvere Brandy, som arbejder i køkkenet, og som er tidligere professionel drag queen. Sådan fik showet dets politiske profil, om man så må sige.

Nå.

Showet var sat op som en klassisk amerikansk skønhedskonkurrence, hvor nogle deltagere skulle optræde og svare på spørgsmål og så skulle der findes en vinder.

Dørene åbnede kl. 8, men allerede da jeg ankom kl. 5 i (tidligt på den som altid), var der 10 meter kø. Den bevægede sig kun langsomt fremad, eller også føltes det bare sådan fordi jeg havde jakke på. Folk var klædt på til fest, for der var after party i universitetets pub bagefter, men jeg havde glemt at pakke festtøj, så i stedet havde jeg bare taget mine flotteste smykker på.
Efter et kvarter kom jeg ind, og satte mig på den første den bedste stol jeg kunne finde. Jeg købte et glas cola (mere kø:P) og satte mig ellers til at vente, mens salen langsomt blev mere og mere fyldt omkring mig.
Mens jeg ventede, spurgte hende der sad ved siden af mig pludselig "Do you take Canadian Studies?" Først var jeg sådan helt forvirret, for det gjorde jeg jo ikke, men jeg havde ét fag i Canadian Studies, og dér havde hun set mig før - vi har åbenbart et fag sammen (men eftersom jeg altid sidder på forreste række - mest fordi jeg ikke gider at have briller på, haha:P - kunne jeg ikke genkende hende). Hun hed Anna, og fortalte om hvor interessant det var at have mig i timerne, så de fik et andet perspektiv på tingene. Det talte vi en del om, og også om alkoholpolitik (én af hendes venner havde sneget sig til en slurk fra én af de andre, og det var åbenbart en stor ting fordi han ikke var 19 endnu, hvilket er den alder man må drikke fra i Canada).

Selve showet kom lidt sent i gang, men kl. 20.50 kom Brandy på scenen klædt i en rigtig diva-kjole og en blond paryk - sådan en rigtig stylish 60er divastil. Han sang en åbningssang i bedste revy-stil kaldet "One of the Boys Who's Really One of the Girls" (eller omvendt - det blev byttet om flere gange i sangen, nok for at vise at det ikke gjorde nogen forskel).

Showets vært, Brandy Michaels.

Så lavede han en del næsten standup-agtig opvarmning og snak med publikum. Det var ikke helt stuerent, men meget sjovt - han var en rigtig entertainer.

Efter ham kom en gruppe på scenen, kaldet The Babettes (de små babes). Gruppen bestod af fire unge fyre i drag, mere eller mindre vellykket (én af dem havde fuldskæg, men en anden havde rent faktisk langt hår - det lykkedes ham at ligne en meget grim kvinde:P). Disse var vist stort set formænd og næstformænd i diverse studenterforeninger, der tog én for holdet;)
De havde flere numre, hvor de lip-syncede(playback) nogle sange og danse den mest bedårende døve-karaoke (når man mimer teksten i en sang).

The Babettes

Så lip-syncede Brandy en sang, hvor der var en dame, der sang med en meget flot stemme, hvilket selvfølgelig var mildt komisk:P

Jeg havde selvfølgelig glemt mine briller, så jeg kunne desværre ikke se showet ret skarpt, hvilket var ret træls. Tror også mine billeder og nogle af videoerne blev lidt grynede. Hm.

Dernæst introducerede Brandy sin medvært, Frida Whales (Som i 'befri hvalerne'), som var en lettere overvægtig mand med fuldskæg, netkjole, pink bh og højhælede lyserøde sko. Kombinationen var temmelig komisk, men han beklagede sig også gennem hele showet over at skoene var ved at slå ham ihjel. Bh'en havde han fyldt med ris, hvortil han sagde: "By the time the show's done, they'll be cooked!"
Han startede også sin optræden med at vise hele salen sin hjemmelavede g-streng, hvor han havde klippet i sine underbukser - det er åbenbart umuligt at finde g-strenge i så store størrelser;)

Så blev deltagerne præsenteret. Der var kun én deltager - en gruppe på fire, der stillede op sammen, men så ville blive bedømt hver for sig. Det var en gruppe kvindelige studerende i drag, der kaldte sig One Erection. De havde alle sammen nogle skøre aliasser, som jeg skal undlade at nævne for ikke at støde mine læsere...:P
De blev så spurgt hvilken farve MnMs de helst ville have og hvorfor. Her vil jeg også undlade at gå for meget i detaljer, bortset fra at antyde at det havde noget at gøre med kærlighed, nødder og salt...

Så kom The Babettes med endnu en sang. De var alle klædt ud i halvtredserstil - det er tilsyneladende enten det eller prostituerede, når det kommer til amatør-drag for mænd;) Det passede nu meget fint til sangen, der var en kæk lille kærlighedsballade fra 50erne. Noget med at blive gift, selvom man kun er en teenager, fordi man elsker sin mand så meget.

Klokken 21.40 var der lidt information og en video studenterforeningerne havde lavet om at "drag is about challenging a gender binary, not replicating it." hvor de forsvarede det at være i drag og talte for åbenhed og forståelse og sådan noget. Det var meget sødt, men også alvorligt.

Efter en halv times pause kom Brandy på igen og sang en sang om 'Doctor Dentist' - noget med 'a cavity' og 'a drill', wink wink, nodge, nodge, say no more....P
Herefter skulle One Erection så optræde - de sang en One Direction-sang, obviously. Åbenbart en meget populær sang, for hele salen så ud til at være vilde med det, men det ved jeg ikke noget om, haha:)

Brandy sang sin sidste sang, endnu en lip-sync sang til publikum, om at vi skulle arbejde hårdt og huske ham, når vi var blevet store og succesfulde.

Tro mod den klassiske amerikanske skønhedskonkurrence var der også en undertøjsdyst, hvor de fire deltagere skulle have (herre)undertøj på og bedømmes på det og interviewes om deres valg. Jeg kunne ikke rigtig se (hvilket nok var for det bedste), men der var vist nogle af dem der havde nogle temmelig kontroversielle prints på deres boksershorts, for slet ikke at nævne hvad der var i underbukserne. Her skal jeg afbryde mig selv og nok så nydeligt spring videre;)

One Erection i deres foretrukne undertøj

Da dette var færdigt, kom en eller anden vigtig person op på scenen med en kage til Brandy, og der blev sunget fødselsdagssang - i mangel på bedre.

Mens der blev voteret, var der en triviaquiz om transgender folk - mest de informationer, vi havde hørt tidligere, for at teste om vi kunne huske dem.
Så havde Brandy sin (aller)sidste optræden, hvor han sad ved et sminkebord og fjernede sin paryk, sin makeup, og så en kåbe, for at vise at han var klædt ud som en mand indenunder. I mens sang han en sang om at "I am What I am."

Klokken 23 - jeg var nu begyndt at blive lidt træt - blev vinderen afsløret, og alle arrangørerne kom på scenen og der blev klappet og takket og kastet blomster.

Det var egentlig alt sammen meget rørende, samtidig med at det også blev tåkrummende pinligt en gang i mellem. Man kunne mærke at de havde arbejdet på det længe, selvom tidsplanen skred og de havde lidt problemer med kostumer. Det var dog opløftende, hvor støttende de fleste studerende var om dette, og hvor meget der blev klappet og sån.
Bagefter var der afterparty i festlokalerne, men eftersom der kun kunne være 200 mennesker og vi var mere en 300 i alt, og jeg var blevet temmelig træt, besluttede jeg at gå hjem og i seng. Det lød til at de fleste i min bygning gjorde det samme, haha.

I dag (lørdag) har jeg så haft en ganske stille og rolig dag, hvor jeg bare har lavet lektier og fundet på undskyldninger for ikke at lave lektier - I vil nok bemærke at flere af jer er blevet ringet op i dag, haha:P Jeg havde egentlig besluttet mig for at tage ned i byen i dag, men det sneede for meget, og vejret var i det hele taget så trist og overskyet at jeg opgav det.

Det var så alt fra mig for denne gang. Beklager at der ikke var så meget om mig, men som sagt er jeg efterhånden kommet ind i en rutine, hvor livet bare kører sin vante gang uden for mange skelsættende begivenheder.
Næste gang vil jeg fortælle om mit første besøg i fitness-centeret, og så må vi ellers håbe at der er sket noget nyt på det tidspunkt;)