I skrivende stund sidder jeg på mit nye værelse efter et efter omstændighederne overdådigt aftensmåltid. Jeg kan nu endelig slappe lidt af efter en umådeligt lang tur.
Men lad mig nu spring tilbage i tiden, til for 37 timer siden; da jeg tog af sted. (skal nok love ikke at kede jer med alt for mange detaljer - eller, øhm, oh well, I'll try...:P
Om fredagen var vi kørt over til min mormor og morfar på Sjælland, så jeg lige kunne nå at se dem lidt, inden jeg rejste.
Lørdag d. 2. januar stod vi op kl. 5.30. Jeg havde vist ikke rigtig fået sovet så meget den nat - rejsefeberen var så småt begyndt at indfinde sig. Aftenen forinden havde jeg pakket og vejet og gjort ved, så vi var klar til at køre hjemmefra kl. 6.
Der var ingen traffik, så vi ankom til CPH 2,5 timer for mit fly skulle lette. Det var dog rart nok, for så havde jeg tid til at stå og udskyde afskeden efter check-in og bagage drop. Det var lidt trist, men så alligevel også lidt mærkeligt, surrealistisk - jeg tror overhovedet ikke at mit underbevidste havde forstået at det var nu jeg skulle rejse. Ind i mellem har realiteten ramt mig som en hammer, men kun i korte øjeblikke. Derefter plejer det at jeg skal til Canada lige om snart at blive sådan en vag ting, der ikke rigtig har nogen konsekvenser.
Denne gang vidste vi jo godt hvad det gik ud på; hvordan det fungerer, når Ann tager væk i mange måneder. Dengang var jeg vist mere spændt end jeg var på det tidspunkt - men dér havde jeg også nye mennesker at møde og lære at kende under rejsen. Her var det bare mig. Ih guder, hvor følte jeg mig ensom, da jeg pludselig stod alene blandt toldfrie parfumer, kilometervis af blade og dyrt kunsthåndværk. Men jeg holdt mig selv oppe og satte ud på min første mission: Morgenmad. Da jeg så et Lagkage Huset var valget jo truffet. Kald mig bare cheesy, men min kæreste taler altid om den kæde, og den er fra Sønderjylland, og jeg savnede ham en del på det tidspunkt... så selvom det kostede mig en del, blev det til to rundstykker, en kop kaffe og en flaske vand. Kaffen havde ikke låg på, så jeg måtte gå i sneglefart mod gaten.
Hermed begyndte en laaaaang dag med rejser og venten og toiletbesøg og vindueskiggeri.
Først fløj jeg til Warszava. Spørg mig ikke hvorfor, men det kunne åbenbart bedre svare sig, rent prismæssigt. Så jeg fløj en time den forkerte vej.
I Warszava skulle jeg vente. I seks timer. Seks. Timer. Det var temmelig lang tid. Langsomt, uendelig langsomt gik jeg til gaten - no rush - men det tog mig alligevel ikke mere end en halv time fra jeg var kommet af flyet til jeg sad ved gaten. Heldigvis var der gratis internet i lufthavnen, så jeg brugte de første to-tre timer på facebook og med at irritere min familie med ustandselig chat på skype.
For mange detaljer? Sorry. Her får I lige et billede.
 |
| Min udsigt i seks timer. Efterhånden gik solen ned. Så fik jeg da noget at se på;) |
 |
| På rejsedagen var Danmark helt grå og trist. Men sådan her så der ud over skyerne. |
Kl. 16.50 lettede vi. Jeg havde fået en plads ved et vinduessæde, på inderside af en række med tre. Det var nu ikke det helt store, da solen på det her tidspunkt var gået ned, og vi ikke nåede at indhente den.
Nå, men jeg brugte en del tid på at skrive dagbog, i en fin lille bog, min kæreste havde givet mig. Så så jeg film. De havde mange gode film; blandt andet Frozen, Minority Report og V for Vendetta. Men jeg valgte nu Legend of the Guardians (en film med ugler) og Minions The Movie. Og så fik jeg læst lidt mere - viva la gode bøger når man har tid at spilde!:)
Flyet fløj til Toronto, for fly direkte til Halifax er åbenbart ikke rigtig noget der gøres. Det virkede også en smule bagvendt, for jeg fløj næsten forbi Nova Scotia på vejen. Men det er som om "Kan I ikke bare lige sætte mig af her?" ikke rigtig virker på et fly...
Kl. 19.46 lokal tid (den var nu to om natten i Danmark og i mit hoved) landede flyet. Men derfra skulle vi sidde og vente i en halv time eller sådan noget, fordi gaten var optaget. Det var selvfølgelig lidt træls. Folk så frem til at kunne strække benene.
Endelig kom vi af, og måtte nu bevæge os mod bagage reclaim. Først skulle vi gennem border control. Her skulle kontrolløren se mit Acceptance Letter, som jeg heldigvis havde medbragt. Derfra gik det ganske let. OG JEG FIK ET STEMPEL I MIT PAS! JUHU! Nu ser jeg så berejst ud:)
Og så befandt jeg mig pludselig i Canada.
Bagagen var lidt forsinket, og jeg var den sidste til at få min kuffert, så den var 4:15 (i mit hoved, kun 22 i Canad) før jeg kunne begive mig mod Hotel Shuttle opsamlingsstedet. I Toronto skulle jeg overnatte inden flyet mod Halifax afgik kl. 9 den næste morgen. Her havde jeg booket en overnatning på Nü Hotel.
Der var pissekoldt i Toronto. Jeg kom endelig frem til opsamlingsstedet, blot for at opdage at man skulle ringe for at de kom, og jeg havde ikke nogen telefon. Der var en gratis telefon ved informationsdesken, men siden det aldrig var lykkedes mig at finde den, følte jeg mig godt nok lidt fortabt som jeg stod der i iskolde Toronto, med mine to kufferter, super overtræt, helt mutters alene i verden...
Denne taktik virkede heldigvis efter hensigten, da en venlig dame ved navn Grace tilbød at ringe til mit hotel for mig. Hun var virkelig sød, og sagde at hun selv havde rejst meget og kendte følelsen. Så endelig kom min shuttle bus - en hel bus, kun til mig (den var vist nok bestilt til en anden dame, der skulle samme sted hen, men det er en anden historie:P).
Derefter fulgte mere venten, da jeg også skulle vente på at kunne checke ind. Mit hotel var åbenbart hotel/billeje. Det virkede en smule tacky - sådan lidt trestjernet-motorvejsmotel-agtigt, men det var nu rent og nydeligt (i modsætning til flere kinesiske hoteller, jeg har prøvet...). Så endelig, kl. 4.30 (dansk tid) kunne jeg udmatte sætte mig på sengen i mit hotel værelse. Udenfor vinduet brølede flyvemaskiner forbi, men jeg var ærlig talt så træt at jeg var ligeglad. Så mange ting at tage stilling til, så lidt overskud, så meget hjemve. Her følte jeg mig temmelig ynkelig. Den tanke, der gik mest gennem mit hoved var "Jeg må jo være vanvittig..."
Men jeg satte alarmen til 6.15 (eller 12.15 - min telefon troede stadig jeg var i Danmark), tog nattøj, ekstra trøje og varme sokker på, gik i seng og sov som en baby. Efter en god nats søvn og et bad næste morgen følte jeg mig straks lidt mere klar på det.
Kl. 7 lokal tid næste morgen var jeg tilbage i lufthavnen. Her tjekkede jeg igen ind - det gik jo let som en leg nu hvor jeg havde taget på det!
Så købte jeg noget morgenmad - meget dyr morgenmad - fandt gaten og satte mig til at vente. Igen. tredje og sidste etape af min rejse kunne begynde.
Kl. 8.35 lokal tid kunne jeg boarde igen. Endnu en vinduesplads, selvom der desværre også denne gang var overskyet hele vejen. Her havde jeg besluttet bare at sidde og lytte til lidt af min musik - jeg havde sådan lidt brug for noget velkendt.
 |
| Udsigt over Nova Scotia. Overskyet, gråt og dækket af sne. Her fik jeg endelig den vinter, vi savnede i Danmark:P |
Her fløj jeg en time frem i tiden, så jeg ankom i Halifax kl. 12.05 lokal tid (Toronto plus en time, Danmark minus 5 timer).
Halifax var også en okay stor lufthavn, alt taget i betragtning. Da det var et internt fly, skulle vi ikke igennem border control igen, så jeg kunne bare gå direkte til Arrivals hallen, hvor Kay - mit nye universitets international studerende koordinater havde arrangeret et pick-up. Her mødte jeg så Aris, der er studentermedhjælper i det International Center. Han havde en velkomstpose til mig (med nogle universitetsbrochurer og sådan noget), og så hjalp han mig med at finde min kuffert og kørte mig til universitetet, der lå cirka en halv time fra lufthavnen. Undervejs snakkede vi en del - det var meget hyggeligt. Alt i alt en god velkomst.
Lige indtil jeg kom frem til Residence kontoret og steg ud af bilen. Her knække elastikken i mit armbånd, som jeg havde fået af min kæreste, og alle perlerne fløj ud over det hele. Jeg sværger, jeg var overbevist om at det var et dårlig tegn. Så jeg var nede på alle fire, og fik heldigvis også fundet de fleste perler igen. Nu må vi se om jeg kan fikse det...:/
Mere bøvl fulgte. På Residence kontoret havde de åbenbart lavet en fejl med min nøgle - et eller andet med at postkassenøglen ikke var der. Så jeg kunne ikke få nøglen til mit værelse. I stedet kørte den sikkerhedsansvarlige med os hen til den bygning, jeg skulle bo i, hvor hun så låste mig ind.
Her mødte jeg også Ashley, som er min RA - Residence Adviser, something. Hendes job er at sørge for at vore bygning bliver gjort rent og at folk overholde reglerne, og så står hun også for sociale arrangementer for bygningens beboere.
Hold vejret, for her kommer mere bøvl! Jeg havde ikke medbragt nogen dyne, pude, lagen, dynebetræk eller hovedpudebetræk. Så det var der ikke noget af. Og det kontor, der måske ville have noget, havde lukket i dag, eller det troede Aris i hvert fald.
Her blev jeg igen reddet af to venlige Canadiere. Aris talte med Kay og fandt på mystisk vis ud af et eller andet, sådan at Ashley senere kunne komme og banke på med en pude, et lagen og et fleece tæppe. Det skal kun holde en enkelt nat - i morgen tager alle internationale studerende ud og køber ind - så det går nok.
Dér var jeg så, kl. 13 i mit nye værelse, som skal være mit nye hjem i de næste fire måneder. Det første der slog mig var den sygelige brækgrønne/okkergule farve på væggene. Ved ikke helt om jeg bryder mig om den...
Værelset er alt i alt et typisk kollegieværelse. Der er en seng, et skrivebord, et skab, et par hylder, og en lille kommode med tre spejle.
Alting er lidt slidt og kunne godt trænge til en omgang maling (specielt i en ny farve), men det er rent og funktionsdygtigt, hvilket jo i bund og grund er det vigtigste.
 |
| Mit meget tomme skab, og mit 'dressing table'.' Skal have købt mig nogle bøjler. |
 |
| Mit skrivebord. Det er en god nok stol, men tror jeg køber en lille pude, haha:) |
 |
| Min seng. I skufferne under den har jeg det meste af mit tøj. |
Ashley kom og hentede mig kl. 5. Hun havde tilbudt at tage mig med hen til cafeteriet, vise mig lidt rundt og fortælle mig hvordan tingene fungerer. Det var rigtig hyggeligt, og vi snakkede en del sammen. Cafeteriet havde en all-you-can-eat buffet, men den vil jeg fortælle mere om i næste indlæg, for jeg kan mærke at det her allerede er flere sider for langt...:P
Så nu sidder jeg her. Jeg har så småt gjort krav på værelset ved at rode lidt på alle vandrette overflader, og nu føler jeg mig lidt mere hjemme, i det mindste på sådan en lillehjerne-territorisk måde. For mig er klokken ikke ret mange, men folk derhjemme er så småt gået i seng. Det giver lidt en ekstra dimension til tomheden, selvom mennesker selvfølgelig ikke holder op med at eksistere, når de sover. Men de eksisterer ikke for mig, lige nu. Hvis ikke det var for min kæreste, der stoisk holder sig vågen for min skyld (haha, who am I kidding?:P), så tror jeg nok jeg ville være lidt ked af det.
Som det er nu, er jeg mere spændt på hvad morgendagen bringer, og på om jeg kan holde mig varm i nat...:)
I mit næste indlæg vil jeg fortælle om orienteringsdagen i morgen, om vores fantastiske kantineog om de første dages undervisning. Jeg ved ikke lige hvornår jeg har tid til bloggen igen, men det bliver nok ikke om så vanvittig længe:)
 |
| Et velkomstskilt Ashley lavede til mig, som hænger på min dør:D |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar